Skip to main content

Politiet inviterer til Twitterdøgn

Pressemeddelelse   •   Aug 28, 2013 10:15 CEST

Politiet har rundet 100.000 følgere på sociale medier. Det fejrer vi ved at tweete fra patruljebiler og vagtcentraler i hele landet fra 29. august 2013 - fra klokken 18 og 24 timer frem.

Alle landets 12 politikredse er nu til stede på de sociale medier, og sammenlagt har dansk politi rundet 100.000 følgere på Twitter og facebook.

Det bliver markeret med et ’Twitter-døgn’, hvor politiet vil være særligt aktive på de sociale medier. Twitter-døgnet vil finde sted fra 29. august kl 18 og 24 timer frem. 

-  De sociale medier er vigtige kommunikationskanaler for politiet. Både når det gælder om at oplyse befolkningen og få hjælp til efterforskning af konkrete sager, så er facebook og Twitter blevet vigtige værktøjer for os. Det giver os en merværdi i det daglige arbejde, siger politiinspektør Allan Nyring fra Rigspolitiet.

Alle politikredse er aktive på Twitter og Rigspolitiet og Nordsjællands Politi er desuden til stede på facebook. Politiets arbejde kan følges på Twitter både til daglig og under Twitter-døgnet under det såkaldte hashtag #politidk.

-  Med Twitter-døgnet går vi nye veje. Vi vil gerne gøre befolkningen opmærksom på, at en del af politiets kommunikation i dag er flyttet over på de sociale medier, siger Rigspolitiets kommunikationschef, Jens Gregersen.

Rigspolitiet varmer op til Twitter-døgnet med en spørgetime 29. august kl. 15-16 på både Twitter og facebook, hvor borgerne kan stille spørgsmål til politiets brug af de sociale medier som direkte kommunikationskanal til borgerne.

Fakta: En spørgeskemaundersøgelse blandt 2051 personer har netop vist, at godt 96 procent mener, at politiet skal være til stede på de sociale medier. 45 procent fortæller, at deres tillid til politiet er blevet øget på grund af politiets tilstedeværelse på de sociale medier.

Politiet vandt tidligere i år Digitaliseringsstyrelsens "særpris for sociale medier og nye platforme, 2012".

Yderligere information: Rigspolitiets kommunikationsafdeling på 4515 2030.


____________________________________________________________________________________

Rigspolitiet er dansk politis øverste myndighed. Det er Rigspolitiets opgave at sætte retningen for hele dansk politi - dvs. formulere strategier, understøtte arbejdet i politikredsene og koordinere politiets arbejde på landsplan. Der er ansat ca. 14.000 medarbejdere i politiet, heraf knapt 11.000 polititjenestemænd.