Skip to main content

Politiet sætter fokus på uopmærksomhed i trafikken

Pressemeddelelse   •   Jan 29, 2016 13:00 CET

I uge 5 fra mandag den 1. februar til og med søndag den 7. februar gennemfører politiet landet over en målrettet indsats mod uopmærksomhed i trafikken.

Undersøgelser viser, at uopmærksomhed er blandt de hyppigste ulykkesfaktorer og vurderes at være en afgørende faktor i en tredjedel af alle trafikulykker. Det tal bekræftes af den udvidede dødsulykkesstatistik for 2014, hvor manglende eller utilstrækkelig opmærksomhed skønnes at have været medvirkende faktor i 35 procent af dødsulykkerne.

Trafikanter har for ofte fokus på andre opmærksomhedskrævende ting end det at koncentrere sig om trafikken. Det kan for eksempel være at tale i mobiltelefon, skifte cd, indtage mad og drikke, betjene GPS eller tage sig af urolige børn.

Indsatsen i uge 5 støtter Rådet for Sikker Trafiks kampagne ”Kør bil, når du kører bil” og Færdselssikkerhedskommissionens nationale handlingsplan, hvor uopmærksomhed indgår som et af ti indsatsområder for at begrænse antallet af uheld i trafikken. 

Læs mere om rådets kampagne og se kampagnefilmen her: http://www.sikkertrafik.dk/kampagner/uopmaerksomhed

____________________________________________________________________________________

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed. Det er Rigspolitiets opgave at sætte retningen for hele politiet - dvs. formulere strategier, understøtte arbejdet i politikredsene og koordinere politiets arbejde på landsplan. Der er ansat ca. 14.000 medarbejdere i politiet, heraf knapt 11.000 polititjenestemænd.