Skip to main content

Politiet tager kritik af alarmcentraler meget alvorligt

Pressemeddelelse   •   Nov 18, 2016 11:46 CET

Der har de seneste dage i medierne været rejst kritik af politiets alarmcentraler.

"Det er en kritik, der gør indtryk. Der skal ikke være tvivl om, at når borgerne ringer for at få hjælp, så skal de også have det hurtigt og uden diskussion. Derfor tager vi kritikken til os og spørger selvfølgeligt os selv, hvordan vi kan gøre det bedre", siger politidirektør Helle Kyndesen fra Østjyllands Politi, der driver den ene af politiet to alarmcentraler.

Hvert år modtager alarmcentralerne knap 1 million opkald.

"Det er vigtigt for mig at understrege, at de sager, der omtales i medierne, ikke er det generelle billede af, hvordan vores alarmcentraler arbejder. Der bliver hver dag lavet et stykke professionelt arbejde, hvor borgere i en svær situation får hurtig hjælp. Men hver sag, hvor borgerne føler sig dårligt behandlet, er en sag for meget", siger Helle Kyndesen.

På alarmcentralerne er der løbende fokus på den gode kommunikation med borgerne, og der er opfølgningssamtaler mellem ledere og medarbejdere om blandt andet de samtaler, hvor der har været problemer med at finde ud af, hvor borgeren befinder sig. Der er endvidere planlagt genopfriskningskurser i de tekniske muligheder, som operatørerne har for at lokalisere borgerne.

____________________________________________________________________________________

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed. Det er Rigspolitiets opgave at sætte retningen for hele politiet - dvs. formulere strategier, understøtte arbejdet i politikredsene og koordinere politiets arbejde på landsplan. Der er ansat ca. 14.000 medarbejdere i politiet, heraf knapt 11.000 polititjenestemænd.