Skip to main content

Seneste nyt om skudattentaterne

Pressemeddelelse   •   Feb 17, 2015 22:05 CET

Købehavns Politi kan nu bekræfte de forlydender, der er offentliggjort af pressen, om den formodede gerningsmands identitet.

Krudttønden

Afhøringer og tekniske undersøgelser viser, at gerningsmanden ved sin ankomst til stedet, først forsøgte at komme ind ad andre indgange end hovedindgangen, hvorefter han på gaden blev mødt af nu afdøde, mod hvem han afgav et skud, der var dræbende. Afdøde er ikke ramt af andre skud. De tekniske undersøgelser viser, at det våben, som politiet senere fandt på boldbanerne ved Mjølnerparken, er gerningsvåbnet, en såkaldt M 95. Gerningsmanden har på stedet afgivet 28 skud.

Synagogen

De tekniske undersøgelser viser, at gerningsmanden på stedet har afgivet to skud med en kaliber 7,65 mm og syv skud med en 9 mm pistol. Begge våben er identiske med de to pistoler han blev fundet i besiddelse af efter at have skudt mod politiet på Svanevej.

Svanevej

De tekniske undersøgelser viser, at gerningsmanden, da han blev råbt an af politiet, afgav to skud med en 9 mm pistol, samt et skud med en 7,65 mm pistol – dette projektil sad i ratstammen på det køretøj politiets kom kørende i til stedet.

"Med de resultater vi nu har fået omkring gerningsvåbnene og gerningsmandens skudafgivelser, er vi kommet vigtige skridt videre i vores efterforskning. Vi forstyrrer fortsat mange med afhøringer, genafhøringer, indsamling af videomateriale og meget mere,  og er meget glade for den store tålmodighed, velvilje  og forståelse vi oplever hos alle". "Pressen har rigtig mange spørgsmål, som ønskes besvaret, men af hensyn til den videre efterforskning, kan vi ikke komme med flere detaljer på nuværende tidspunkt" forklarer ledende politiinspektør Jørgen Skov, Københavns Politi.

Der vil ikke blive besvaret på henvendelser vedrørende denne pressemeddelse. Københavns politi vender tilbage, når der er nyt i sagen.

Med venlig hilsen

Jørgen Skov

Ledende politiinspektør/Linjechef

Københavns Politi

____________________________________________________________________________________

Rigspolitiet er dansk politis øverste myndighed. Det er Rigspolitiets opgave at sætte retningen for hele dansk politi - dvs. formulere strategier, understøtte arbejdet i politikredsene og koordinere politiets arbejde på landsplan. Der er ansat ca. 14.000 medarbejdere i politiet, heraf knapt 11.000 polititjenestemænd.