Skip to main content

Skab mere plads på vejen - hold til højre

Pressemeddelelse   •   Maj 27, 2016 09:01 CEST

Når du husker at holde til højre efter en overhaling og samtidig holder sikker afstand til de andre trafikanter, skaber det bedre plads på vejene og større trafiksikkerhed for alle. I uge 22 sætter Vejdirektoratet og politiet fokus på at få trafikanterne til at holde til højre.

Det, der irriterer danskerne allermest i trafikken, er, når andre ikke holder til højre eller holder for lidt afstand. Det viser en undersøgelse, som Vejdirektoratet har fået udført i 2015. Derfor skaber det ikke alene mere sikkerhed og et bedre flow i trafikken at vise hensyn, det giver også større køreglæde.

”Bilister, der ikke holder til højre, sinker ofte trafikken for de bagvedkørende. I Vejdirektoratet arbejder vi for at skabe god fremkommelighed på vejene, og derfor er det vigtigt, at bilister trækker ind til højre, så snart der er plads efter en overhaling. Det giver en mere glidende trafik, større trafiksikkerhed og en bedre udnyttelse af vejen”, siger Marianne Foldberg Steffensen, som leder for trafiksikkerhedsafdelingen i Vejdirektoratet.

Politiet og Vejdirektoratet gennemfører i samarbejde en landsdækkende målrettet indsats mod bilister, der ikke holder til højre på vejene. Det sker i uge 22.

Erik Terp Jensen, Centerchef i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, peger også på, at det er vigtigt for fremkommeligheden, at vi holder til højre.”Derfor er det nødvendigt, at alle bilister er opmærksomme på overholdelse af denne grundlæggende bestemmelse i færdselsloven. Det sætter vi særlig fokus på med kampagnen i uge 22, siger han.

Bilister, der ikke overholder reglerne i færdselsloven, risikerer at blive vinket ind til siden af politiets patruljer og at skulle betale en bøde.

Vejdirektoratet har lavet en film, der fortæller, hvordan man som bilist placerer sig rigtigt på veje med flere vognbaner. Du kan finde den her:

 

Yderligere oplysninger:
Vejdirektoratet:
Afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen, tlf. 7244 3222 / 2238 3233, mail:
mast@vd.dk
Pressechef Mette Gerlach, mail: mger@vd.dk
Politiet: Rigspolitiets kommunikationsafdeling: 7213 2424

____________________________________________________________________________________

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed. Det er Rigspolitiets opgave at sætte retningen for hele politiet - dvs. formulere strategier, understøtte arbejdet i politikredsene og koordinere politiets arbejde på landsplan. Der er ansat ca. 14.000 medarbejdere i politiet, heraf knapt 11.000 polititjenestemænd.