Gå til indhold
Aftale om salg af Rødovre Stationscenter

Pressemeddelelse -

Aftale om salg af Rødovre Stationscenter

Det er snart to år siden Rødovre Stationscenter brændte ned, men nu ser der endelig ud til at være forandring forude for brandtomten i Rødovre Syd. Grundens ejer, den almene boligorganisation AAB, har nemlig indgået en betinget salgsaftale med selskabet Rødovre City Aps.

“Det er glædeligt, at vi nu ser ud til at slippe af med den brandtomt, der har skæmmet området i så lang tid. Grunden har været en klods om benet på AAB i flere år, men nu kan de endelig komme videre og Rødovre kan få et område, hvor der er liv og mennesker,” siger borgmester Erik Nielsen.

Salget er blandt andet betinget af, at den nye ejer udarbejder en lokalplan, som kan godkendes af Kommunalbestyrelsen. Og Erik Nielsen forventer da også, at Rødovre City Aps vil opføre et byggeri af høj arkitektonisk kvalitet, der både rummer almindelige boliger, ungdomsboliger og småerhverv, men også i nogen grad detailhandel.

“For Rødovre er det rigtig interessant, at der kommer en køber, som har visioner og er parat til at byudvikle området. I stedet for et nedbrændt butikscenter kan vi nu få et byggeri, der kan markere begyndelsen på Rødovre Kommune og blive en portal til byen,” siger han og tilføjer, at han ser det som et udtryk for, at der igen er optimisme at spore oven på finanskrisen:

“Som borgmester er det en fornøjelse at se, at vi i disse måneder både tager de første spadestik til Irmabyen og at Rødovre Syd nu endelig får muligheden for at udvikle sig i tråd med den strategi for byudvikling, som Kommunalbestyrelsen har vedtaget.” 

 

Fakta

  • Den betingede salgsaftale skal behandles af Kommunalbestyrelsen den 25. august. Hvis Kommunalbestyrelsen godkender salget, har den nye ejer, Rødovre City Aps, herefter frem til maj 2017 til at udarbejde en lokalplan. Denne lokalplan skal også godkendes af Kommunalbestyrelsen.
  • Rødovre Stationscenter (AAB afd. 44) brændte ned natten til 3. oktober 2013. Bygningen var på daværende tidspunkt allerede sat til salg. 
     

Relateret materiale

Rødovre Kommune
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Danmark