Gå til indhold
Britt Jensen er borgmester i Rødovre Kommune fra den 31. marts 2020
Britt Jensen er borgmester i Rødovre Kommune fra den 31. marts 2020

Pressemeddelelse -

Ny borgmester i Rødovre Kommune

Britt Jensen (A) tiltræder som ny borgmester i Rødovre Kommune den 31. marts. Hun blev her til aften valgt som ny borgmester uden modkandidat. Efter mere end 26 år som borgmester har Erik Nielsen (A) valgt at træde tilbage.

Rødovre Kommunes nye borgmester er godt forberedt. Hun har nemlig været medlem af Kommunalbestyrelsen siden 1994, hun er mangeårig formand for Social- og Sundhedsudvalget, og så er hun lige nu 1. viceborgmester.

”Det er nogle store sko, som jeg skal fylde ud efter Erik Nielsen, og jeg er meget ydmyg over for opgaven. Jeg føler mig godt rustet til det, og jeg glæder mig til sammen med resten af Kommunalbestyrelsen at udvikle Rødovre Kommune. Jeg vil involvere borgere, brugere og medarbejdere i de beslutninger, der skal tages. Det kvalificerer debatten og beslutningerne, når der er flere med. Jeg bliver også selv klogere, når de personer, der til daglig bliver påvirket af beslutningerne, kommer med deres input”, siger Britt Jensen, der i øvrigt bliver den første kvindelige borgmester i Rødovre Kommunes historie.

Hun understreger, at hun vil videreføre Rødovre Kommune som en stærk velfærdskommune.

”Jeg går ind for styrket velfærd. Vi skal sørge for, at vores ældre, der gennem et langt liv har knoklet, får tryghed og omsorg. De børn, der vokser op i Rødovre, skal have de bedste forudsætninger for at klare sig i fremtiden”, siger Britt Jensen.

Efter mere end 26 år takker Erik Nielsen af som borgmester ved udgangen af marts. Han fortsætter som menigt medlem i Kommunalbestyrelsen.

”Jeg vil gerne sige tak til alle borgere og alle medarbejdere for det gode samarbejde gennem de mange år. Tak fordi jeg fik lov til at være jeres borgmester. Det har været en ære og et stort privilegium. Nu glæder jeg mig til at kunne få tid til nogle af alle de andre spændende muligheder, som livet byder på”, siger Erik Nielsen.

På baggrund af regeringens udmelding om vidtrækkende tiltag for at begrænse udbredelsen af corona-virus i samfundet har Rødovre Kommune besluttet at aflyse de planlagte politiske møder i fagudvalgene, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen i marts måned. Da Erik Nielsen fratræder som borgmester med udgangen af marts måned, skete valget af den nye borgmester derfor på et ekstraordinært møde i Kommunalbestyrelsen, som udelukkende omhandlede de sager, der relaterede sig til valget af borgmester.

Selvom forbuddet mod forsamlinger med mere end 10 personer ikke omfatter politiske møder, var mødet stærkt påvirket af forholdsreglerne om corona-virus. F.eks. var adgangen til mødet lukket for offentligheden, der kunne følge mødet live i radioen, og medlemmerne af Kommunalbestyrelsen havde mulighed for at deltage via video-adgang i stedet for personligt fremmøde.

Den planlagte reception for den afgående borgmester er aflyst. Det forventes, at der på et senere tidspunkt, når der ikke længere er fare for corona-smitte, vil blive afholdt et arrangement, hvor der vil være lejlighed til at sige farvel til den tidligere borgmester og goddag til den nye.

Emner

Kategorier

Kontakt

Britt Jensen

Britt Jensen

Borgmester i Rødovre Kommune 20 28 63 62

Rødovre Kommune
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Danmark