Skip to main content

GULD, SØLV OG MAGT - NYT FOREDRAG OM LEJRES STORE EMNER

Pressemeddelelse   •   Feb 25, 2019 08:08 CET

ROMUs arkæolog Julie Nielsen fortæller 13. marts om bl.a. Mannerupskatten og Ll. Karlebyskatten og deres betydning for forståelsen af Lejres historie. Foto: Museumskoncernen ROMU

I Lejre Museums foredragsserie om Lejres store emner skal det i marts måned handle om skattefundene i området. ROMUs arkæolog Julie Nielsen fortæller 13. marts om bl.a. Mannerupskatten og Ll. Karlebyskatten og deres betydning for forståelsen af Lejres historie.

Inden for en radius af 10 km fra Gl. Lejre er der inden for få år ved hjælp af metaldetektorer blevet fundet både den enorme sølvskat Mannerupskatten, på over syv kilo, og den imponerende vikingeskat Ll. Karlebyskatten, bestående af 293 enkeltdele i form af bl.a. et ringspænde, to sølvkar, amuletter og adskillige glasperler. Dertil kommer de mange spredtliggende enkeltfund, der relaterer sig direkte til de seneste årtiers løbende arkæologiske udgravninger af de enorme halbygninger i området omkring Mysselhøjgård. Den længste af bygningerne på 60 meter er den største, der endnu er fundet i Danmark. Både skattefundene og de enkeltstående fund er hver for sig forundrende, men hvad kan de fortælle, når de sammenstilles? Og hvad fortæller fundstederne, indholdet og størrelsen om Lejres betydning i jernalderen?

Aftenens foredrag vil med inddragelse af billeder og historier fra felten fokusere både på de enkelte skattefund, herunder Mannerupskatten og Ll. Karlebyskatten, og på det overordnede billede af Lejres historie. Det vil blive diskuteret, hvad disse skattefund er udtryk for, og hvad det betyder, når så store skatte igen ser dagens lys. Der vil afslutningsvist være mulighed for at stille spørgsmål.

Aftenens foredragsholder er Julie Nielsen, arkæolog ved ROMU. Julie har bl.a. har været en del af udgravningerne af bopladsområdet med kongehallerne i Lejre siden 2008 og har udgivet en række publikationer i relation til skattefundene i Lejreområdet.

Lejres store emner

Foredraget er en del af succesrækken ”Lejres store emner”, der siden september 2018 har taget fat om de centrale emner og temaer i Lejres jernalder og vikingetid, og sætter museets udstilling 'Sagnkongernes Lejre' ind i en større ramme. Foredragene kan med fordel suppleres med et besøg udstillingen, der åbner en time før foredraget. Entréprisen er inkluderet i foredragsbilletten.

Tid, pris og sted:
13. marts, 19-21. Museet har åbent kl. 18-21
75 kr. Billetter kan forudbestilles på lejremuseum@romu.dk. Billetter betales på aftenen.
Der er et begrænset antal billetter.
Lejre Museum, Orehøjvej 4b, 4320 Lejre


Mere viden om Lejres skatte

Som opfølgning på foredraget ”Guld, sølv og magt – skattefundene i Lejreområdet” inviterer Lejre Museum søndag d. 17. marts kl. 14:00 på en 45 minutters særomvisning med titlen “Sagntidens prægtige skatte” i udstillingen ”Sagnkongernes Lejre” ved Hans Jørgen Lych Larsen.

Omvisningen tager fat om en række af foredragets emner og tematikker - og knytter direkte an til de fund og genstande, der fortæller historien om “Sagnkongernes Lejre”. Omvisningen er gratis, når entréen er betalt.


Tid, pris og sted
17. marts kl. 14-15
50 kr. for voksne. Børn og unge under 18 år: Gratis.
Lejre Museum, Orehøjvej 4b, 4320 Lejre

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.