Pressemeddelelse -

​MUSEER HJÆLPER SYGEHUSE – ROMU-MEDABEJDER BAG IDEEN

En konservator hos ROMU, Camilla Jul Bastholm, har taget initiativ til at indsamle åndedrætsværn og andre værnemidler i museums- og konserveringsbranchen som bidrag til de danske myndigheders COVID-19 indsats.

Når konservatorer rundt omkring på danske museer og konserveringsværksteder arbejder, er de somme tider iført beskyttelsesdragter og åndedrætsværn. Arbejdet med ældgamle museumsgenstande kan nemlig i nogle tilfælde kræve beskyttelse mod skimmelsvamp, mod støv med pigmenter, støv med sundhedsfarlige insektbekæmpelsesmidler eller støv med f.eks. tungmetaller som bly.

Den seneste uges historier i de danske medier om kommende mangel på åndedrætsværn gav derfor konservator og ph.d.-stipendiat Camilla Jul Bastholm en lys idé: hvorfor ikke indsamle nogle af de mange åndedrætsværn, som branchen ligger inde med, og donere dem til det danske sundhedsvæsen? Her kan de i disse uger og måneder gøre langt mere gavn, end på depoter i landets museumsmagasiner.

”Jeg fik ideen i sidste uge efter et af regeringens pressemøder. Jeg arbejder selv i et fag, hvor værnemidler er helt essentielle for at kunne udføre mit arbejde helbredsmæssigt forsvarligt. De åndedrætsværn, vi anvender, kan også bruges mod vira af læger og sygeplejersker. På de sociale medier kunne jeg se, at museer i udlandet donerer værnemidler til COVID-19 indsatsen. Da jeg, ud over at være konservator på ROMU, er formand for Nordisk Konservatorforbund, Danmark, så jeg en mulighed for at lave et opråb om donationer til den samlede branche via branchens mailinglister”.

Danmark hjælper Danmark

Camilla Jul Bastholm tog kontakt til Lægemiddelstyrelsen, som var meget positive i forhold til ideen. Sidenhen har Lægemiddelstyrelsen iværksat indsatsen ”Danmark hjælper Danmark”, hvor organisationer, myndigheder, institutioner og private virksomheder kan donere specifikke værnemidler.

Lægemiddelstyrelsen har nu bedt Camilla Jul Bastholm og Nordisk Konservatorforbund om at skaffe et overblik over, hvor mange værnemidler museums- og konserveringsbranchen vil kunne indsamle. Det arbejde er allerede i fuld gang, og inden for få dage forventer Camilla Jul Bastholm at kunne melde et overblik tilbage til Lægemiddelstyrelsen. Herefter kan de så lægge sig fast på, hvordan indsamlingen rent praktisk skal foregå i et samarbejde med branchen og Lægemiddelstyrelsens nyetablerede logistikcenter.

Camilla Jul Bastholm ser initiativet som en mulighed for være med til sammen med resten af sin branche at gøre en forskel for et Danmark i krise:

”I takt med at COVID-19 udvikler sig, oplever Danmark et stigende pres på sundhedsvæsenet. Vi skal værne om de ansatte i sundhedsvæsenet og passe på dem, så de kan udføre deres vigtige arbejde. Her er det vigtigt, at vi alle bakker op, udviser samfundssind og gør en indsats hvor vi kan”. 

Yderligere information: Camilla Jul Bastholm, camillabast@romu.dk, mobil: 24 41 88 40

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • romu
  • konservator
  • åndedrætsværn
  • værnemidler

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Stine Blegvad

Pressekontakt Redaktør Kommunikation, presse, sociale medier, markedsføring +45 4631 6535