Pressemeddelelse -

NY ARKÆOLOGISK UDGRAVNING I ROSKILDE CENTRUM

D. 8 august starter en større udgravning på Sortebrødre Plads i Roskilde. Arbejdet med udgravningen varer til februar 2017, og håbet er at finde skatte og genstande fra middelalderen.

Det er lige uden for den gamle bymur, at museumskoncernen ROMUs arkæologer tager hul på en større udgravning d. 8. august. Håbet er at finde historiske genstande, der kan fortælle os endnu mere om, hvad det var for et samfund, der levede uden for middelalderens bymure. 

"Roskilde var i middelalderen (1000-1500-tallet) en af landets vigtigste og største byer. Bymuren var ca. 3 km lang og omkransede et areal på ca. 70.000 m². Den del af Sortebrødre Plads, hvor udgravningen foregår, lå middelalderen lige uden for bymuren langs vejen (den nuværende Københavnsvej/Algade) til byporten fra øst. Her kan der have ligget en slags forstadsbebyggelse til den befæstede by," siger museumsinspektør Jesper Langkilde, der er ansvarlig for udgravningen.

Roskilde kan have været endnu større

Som en af de strategisk vigtigste byer i middelalderen, var Roskilde en af Danmarks største byer i middelalderen. Med de nye udgravninger kan det dog vise sig, at byen faktisk var større, end hvad man ved i dag.

"Hvis der lå en forstadsbebyggelse, hvem boede mon så dér, og lignede den byen indenfor murene? Vi vil også gerne vide hvor gammel den så er? Måske vil der være fund helt fra Vikingetiden, som kan fortælle om byens opståen, der ifølge traditionen skyldes kong Harald Blåtand. Det er nogle af de spørgsmål, vi forhåbentlig kan få svar på ved udgravningen," siger Jesper Langkilde.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • roskilde museum
  • arkæologi
  • historie
  • opdagelse
  • udgravning
  • skattejagt

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværkemuseet, Sankt Laurentius, Tadre Mølle og Domkirkemuseet

ROMU undersøger, indsamler og formidler kulturarven i Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner, og er et af 10 museer, der på landsplan, er blevet udpeget af Kulturarvsstyrelsen til at varetage tilsynet med landets fredede fortidsminder. Roskilde Museum forestår tilsynet i det centrale og vestlige Sjælland.

ROMU arbejder tæt sammen med en lang række aktører herunder bl.a. Roskilde, Frederiksund og Lejre Kommuner, Roskilde Universitet, Roskilde Bibliotek samt en lang række nationale og internationale kulturaktører. ROMU er arbejdsplads for mere end 50 museumsansatte

Kontakt

Stine Blegvad

Pressekontakt Redaktør Kommunikation, presse, sociale medier, markedsføring +45 4631 6535