Pressemeddelelse -

ROCKGIGANTER OG MIKROBRYG OM BJÖRK PÅ RAGNAROCK

”Rockgiganter og mikrobryg” tager 13. november fat i en kunstner, der kan dele vandene. Björk tages under kærlig behandling med overskriften ”Popscenens islandske outsider”. Nanna Balslev, musikredaktør på Berlingske, vil gennem fortælling, lyd og billede tage os med ind i Björks musikalske og visuelle univers.

Björk, som er koncertaktuel og gæster Royal Arena den 5. december, er popklassens evige outsider, der klipper håret kort i protest mod de andres lange, bølgende lokker. Björk Guðmundsdóttir startede som barnestjerne på Island, men i dag er hun en af popkulturens mest spændende og originale kunstnere.

Dels fordi hun er lykkedes med at bygge bro mellem avantgarde og mainstream, og dels fordi hun bevæger sig i krydsfeltet mellem popkultur, kunst, natur og teknologi. Denne aften skal vi se på nogle af de gennemgående temaer i hendes musik, men også undersøge, hvordan hun har revolutioneret musikvideo-formatet med hjælp fra instruktører som Michel Gondry og Chris Cunningham.

Nanna Balslev er musikredaktør på Berlingske og har førhen arbejdet som musikjournalist for bl.a. Cover, Information og DR. Hun kan også opleves i Københavns natteliv under dj-navnet Nannalicious.

Rockgiganter og Mikrobryg
Ti rockgiganter er på programmet i 2019, og nogle af landets bedste og mest vidende fortællere udfolder deres historie i ord, billeder og musik – og med volumenknappen vredet godt rundt. Nysgerrige musikelskere kan glæde sig til levende fortællinger om kunstnere, som har raget særligt op, skubbet grænser og åbnet nye musikalske universer.

Med til oplevelsen hører hver gang et godt glas øl, friskbrygget særligt til RAGNAROCK fra det nyetablerede, ultralokale Musicon Mikrobryggeri, som brygger øl med håndkraft og høje mål for kvaliteten. Ligesom rockens største navne har flyttet grænser i musikken, har det lille bryggeri en ambition om at skubbe grænserne for øl.

Tid, sted, pris:
13. november kl. 19:00 – 21:00
130 kr. Billetter købes via billetto.dk eller i RAGNAROCKs butik
RAGNAROCK, Rabalderstræde 16, Roskilde

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • nanna balslev
  • fortælling
  • pop
  • rock
  • musik
  • mikrobryg
  • rockgiganter
  • björk
  • museum ragnarock

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Matilde Karlsen

Formidler 60136716