Pressemeddelelse -

Hvordan mestrer vi de etiske dilemmaer i livet med demens?

Borgere med demens og deres pårørende kommer ofte i situationer, hvor de skal foretage svære valg, som kan være afgørende for deres dagligdag og samværet i familien. Et nyt samarbejde mellem Rudersdal Kommune, Syddansk Universitetscenter, Alzheimerforeningen og Dansk humanistisk demensforskning sætter derfor fokus på, hvordan personer med demens, deres familier, professionelle og medarbejdere bliver bedre til at mestre de etiske dilemmaer i livet med demens.

Hvad gør man som ægtefælle, hvis ens kone er dement og ikke forstår, hvor hun er og trygler om at komme hjem? Hvordan skal man forholde sig, hvis ens mand bliver dement og vil indlede et forhold med en anden beboer på plejehjemmet? Dilemmaer som disse skal projektet DemensID, støttet af Veluxfonden, forsøge at gøre os klogere på.

I projektet skal der udvikles ny viden og praktiske værktøjer, der kan lette de svære situationer, som opstår i livet med demens og som støtter de berørte i at træffe velovervejede, værdige valg om pleje og behandling til personer med demens.

De konkrete redskaber bliver udviklet i et tæt samarbejde mellem forskning og praksis og skal finde frem til en forståelse af de etiske dilemmaer, som personer, der er berørte af demens, ofte står overfor. Herudover skal indsatsen udvikle konkrete etik- og dialogredskaber, som kan støtte op om at træffe velovervejede valg. Endelig vil indsatsen have fokus på at udvikle praksis og styrke integritet og værdighed for alle personer med demens og deres familier.

-Vi er stolte af, at vi som den eneste kommune er med i dette vigtige udviklingsarbejde og det er magtpåliggende for os i Rudersdal, at projektet ender med at give konkrete redskaber, der kan give reel og praktisk værdi i hverdagen for mennesker med demens og øvrige berørte, siger formand for Social- og Sundhedsudvalget i Rudersdal Birgitte Schjerning Povlsen.

Redskaberne bliver udviklet i tæt dialog med borgere med demens, deres familier og de medarbejdere i kommunen, som arbejder tæt på borgere med demens. Rudersdal Kommune har i hele 2019 arbejdet med at udvikle hele demensområdet og det har resulteret i en række aktiviteter, hvoraf DemensID er en del. Du kan læse mere om arbejdet på rudersdal.dk under Social- og Sundhedsudvalgets dagsordner

Læs også om projektet livshistorier på rudersdal.dk

Emner

  • Politik

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine knap 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Birgitte Schjerning Povlsen

1. Viceborgmester 72 68 10 82

Relateret materiale