Skip to main content

Oplev en af Danmarks største stemmer helt akustisk - og helt tæt på

Pressemeddelelse   •   Feb 13, 2020 13:26 CET

Sanne Salomonsen pressefoto 2020

Selveste Sanne Salomonsen besøger den intime koncertsal på MantziusLive 29. februar med en helt særlig akustisk koncert, hvor publikum både kan forvente store hits samt sange, Sanne aldrig har spillet live før, på setlisten.


I vinteren 2019 var Sanne Salomonsen på akustisk turné. Med sig havde hun sit stærke hold bestående af: Annika Askman på keyboard og vokal, sønnen Victor Ray Salomonsen Ronander på guitar og vokal samt Mads Løkkegaard på guitar og vokal.

Turnéen var en kæmpe succes med et stort entusiastisk publikum og et yderst veloplagt band, der udførte vokalharmonier, som var himmerige værdige. Dernæst fulgte sommersuccessen med de to veninder Anne og Lis samt utallige opfordringer fra det danske land om en turné mere, og derfor drager Sanne igen på Akustisk Live turné – part 2 i januar, februar og marts.

Sanne Salomonsen besidder en af Danmarks største stemmer, og det er den, der er i fokus til denne aftens akustiske poweropvisning. Her vil Sanne både spille nogle af sine store hits, men også finde tilbage til materiale, som hun ellers ikke har opført i mange år, samt til sange hun aldrig har spillet live før nu. Mellem sangene deles små anekdoter fra Sannes liv og karriere.

Kom helt tæt på en af Danmarks allerstørste stemmer, når Sanne Salomonsen besøger Birkerød.

-

Dato: 29. februar 2020

Tid: Kl. 20.00

Venue: MantziusLive, Johan Mantzius Vej 7a, 3460 Birkerød

Entré: 340 kr. + gebyr

Læs mere på ​MantziusLive.dk / ​MantziusLive på Facebook

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.