Skip to main content

Scandic efter fortsat fremgang på Sustainable Brand Index: ”Ambitionen er meget højere”

Nyhed   •   Apr 08, 2019 16:35 CEST

Sustainable Brand Index har netop udgivet listen over de brands, som danskerne anser for at være mest bæredygtige. Scandic indtager pladsen som nummer 45 på årets liste – en fremgang på 12 pladser fra sidste år. ”Ambitionen er dog meget højere”, lyder det fra hotelkæden, der vil styrke sit fokus på bæredygtighedskommunikation.

Scandic indtager en plads som nummer 45 på listen over virksomheder i Danmark, som forbrugerne anser for at være mest bæredygtige. Listen udgives af Sustainable Brand Index. Årets placering er en fremgang på 12 pladser fra sidste år og hele 31 pladser fra 2017. Men Scandic skal meget højere op på listen, lyder det fra hotelkæden selv. Det skal ske gennem en styrket kommunikationsindsats omkring Scandics bæredygtighedsarbejde.

”Vi er rigtig glade for at fortsætte fremgangen på årets Sustainable Brand Index-liste, men ambitionen er meget højere. Vores mål er, at Scandic skal være brancheførende og synonym med bæredygtige hoteloplevelser. Derfor har vi i løbet af sidste år haft stort fokus på at formidle alle de bæredygtighedsinitiativer, der gennemsyrer driften på vores hoteller hver eneste dag. Det afspejles glædeligvis i vores fremgang på årets liste. Men vi vil bruge endnu flere ressourcer på at fortælle omverden om alt det, vi gør, så opfattelsen af vores bæredygtighedsarbejde i endnu højere grad kommer til at stemme overens med virkeligheden,” siger Daniel Kirchhoff, Scandics kommunikationschef.

Den underliggende præmis i Scandics arbejde med bæredygtighed er, at det både skal gavne både samfundet og forretningen.

”I Scandic har vi en forretningsdrevet tilgang til vores arbejde med bæredygtighed. Det vil sige, at vi hele tiden ser på initiativer, der skaber værdi hele vejen rundt. Først i det øjeblik, at vores arbejde er en gevinst miljømæssigt, socialt men også for forretningen, mener vi, at det er bæredygtigt,” siger Daniel Kirchhoff.

Eneste svanemærkede hotelkæde i Danmark
Scandic startede sit strategiske arbejde med bæredygtighed i 1993. Som første hotelkæde introducerede Scandic ideen ”hæng dit håndklæde op”, hvilket appellerer til, at gæsten kan bruge håndklædet mere end en enkelt gang. Siden 1996 har Scandic-koncernen nedbragt CO2-udledningen med mere end 60 procent. Scandic har som mål, at selskabet i 2020 vil være den hotelkæde, der har den laveste CO2-udledning. Som bevis for hotelkædens dedikerede miljøarbejde er alle Scandics danske hoteller som de eneste svanemærket.

”Scandic har i mange år levet op til Svanemærkets skrappe krav, som løbende er blevet strammet. Det viser, at Scandic er yderst ambitiøse, når det handler om at tage ansvar for miljøet og sikre en konstant bæredygtig udvikling. I praksis betyder Svanemærket, at hotellerne skal begrænse forbruget af både vand og energi, og at de skal bruge miljømærkede rengørings- og vaskemidler. Derudover er der bl.a. krav til udbuddet af økologisk og vegetarisk mad – og til kildesortering af affaldet, så mest muligt kan recirkuleres og genanvendes. På den måde bliver der gjort rigtig meget bag linjerne på et svanemærket hotel for at mindske den samlede miljøbelastning – ikke mindst når man som Scandic vælger at certificere alle sine hoteller, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.

Bæredygtighed til morgenmad
Nordens største hotelkæde indgik i slutningen af 2017 et strategisk partnerskab med Too Good to Go, der bekæmper madspild. Samarbejdet indebærer, at brugere af Too Good To Gos app hver eneste dag kan bestille og afhente en måltidsboks med overskydende mad fra morgenbuffeten på alle Scandics 26 hoteller i Danmark. Allerede nu er mere end 30.000 måltider reddet fra at ryge i skraldespanden. Det svarer til mere end 42 tons reduceret CO2-udledning eller 52 danske familiers årlige elforbrug (kilde: Too Good To Go).

”Danmarks bedste arbejdsplads til inklusion”
Udover Scandics miljøarbejde fokuserer hotelkæden også på social bæredygtighed. I Danmark samarbejder hotelkæden eksempelvis med kommuner og jobcentre om inklusion og indslusning af mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. I alt beskæftiger Scandic 108 forskellige nationaliteter fordelt på kædens 26 hoteller. I slutningen af 2018 blev Scandic kåret som ’Danmarks bedste arbejdsplads til inklusion’ af Great Place To Work og Foreningen Nydansker.

Valget af Scandic blev blandet andet begrundet med, at hotelkæden, i samarbejde med AOF, tilbyder gratis danskundervisning i arbejdstiden til medarbejdere med behov for dette. Danskundervisningen skal forbedre kommunikationen i arbejdssammenhæng, ligesom den skal bidrage til en bedre indslusning i samfundet generelt. Videre har hotelkædens medarbejdere eksempelvis frit uniformvalg inklusive tørklæde, ligesom vagtplaner og personalemad tager hensyn til forskellige kulturelle traditioner.

Læs mere om Sustainable Brand Index her.

Pressekontakt
Kommunikationschef Daniel Kirchhoff, tlf. 2247 2860 eller daniel.kirchhoff@scandichotels.com