Skip to main content

Scandic bliver landets største leverandør af møde- og konferencefaciliteter til den danske stat

Pressemeddelelse   •   Apr 04, 2018 10:15 CEST

Moderniseringsstyrelsen har på vegne af den danske stat netop indgået en ny, udvidet konferenceaftale med Scandic. Den nye aftale omfatter nu 16 af Scandics hoteller. Scandic bliver med den nye aftale landets største leverandør af konference- og mødefaciliteter til staten.

Den danske stat udvider aftalen med Scandic om leverance af møde- og konferencefaciliteter. Den nye konferenceaftale inkluderer nu 16 af kædens hoteller, hvilket er en stigning på 33 procent i forhold til den udløbne aftale. Scandic bliver med den nye konferenceaftale landets største leverandør af møde- og konferencefaciliteter til den danske stat. Aftalen gælder for alle statslige ansatte og er videre et tilbud til medarbejdere i kommunerne og regionerne.

”Vi er stolte over, at den danske stat igen har valgt Scandic som hovedleverandør af møde- og konferencefaciliteter til statslige ansatte. Møde- og konferenceafholdelse er et fokusområde for os og et helt centralt element i Scandics forretningsstrategi. Vi er glade for at være største leverandør i Danmark og ser frem til kunne byde endnu flere statslige ansatte velkommen på vores mange hoteller,” siger Casper Puggaard, Scandics kommercielle direktør i Danmark.

Den danske stat har i den nye aftale valgt at inkludere en række Scandic-hoteller, som ikke tidligere har været med. I Jylland er Scandics hoteller i Frederikshavn, Horsens, Herning og Silkeborg tilføjet den nye konferenceaftale. Videre omfatter aftalen også fem nye hoteller på Sjælland og i hovedstadsområdet.

Ønsker om økologi og miljøarbejde
Moderniseringsstyrelsen har haft en række krav og ønsker til leverandørerne i forbindelse med indgåelse af den nye konferenceaftale. Der har blandt andet været ønsker til mødelokalernes kvalitet og indretning, brug af økologiske råvarer i forplejningen samt ønsker til leverandørens miljøarbejde.

”Vi har i 25 år arbejdet med bæredygtighed i Scandic, og alle vores hoteller er i dag Svanemærket af Miljømærkning Danmark. Videre har vi engageret os i samarbejder med lokale, danske leverandører, når det gælder den kød og fisk, vi serverer på hotellerne. Vi glæder os over, at Moderniseringsstyrelsen tilvælger vores bæredygtighedsarbejde på vegne af den danske stat og de statslige ansatte,” siger Casper Puggaard.

Følgende Scandic-hoteller er inkluderet i den nye konferenceaftale:

Sjælland
Scandic Palace, Scandic Copenhagen, Sydhavnen, Sluseholmen, Hvidovre, Glostrup, Ringsted, Roskilde, Eremitage

Jylland
The Reef (Frederikshavn), Aalborg Øst, Aarhus Vest, Herning, Silkeborg, Horsens

Fyn
Odense

Pressekontakt
Kommunikationschef Daniel Kirchhoff, tlf. 2247 2860 eller daniel.kirchhoff@scandichotels.com

Scandic er Nordens største hotelkæde med 280 hoteller og i alt 55.000 værelser. Selskabet opererer i seks lande og har 16.000 medarbejdere. Loyalitetsprogrammet "Scandic Friends", der har to millioner medlemmer, er det største i den nordiske hotelbranche. Scandic er Danmarks største hoteIkæde med 25 hoteller og i alt 1.200 medarbejdere på Sjælland, Fyn og Jylland. I 2017 blev Scandic kåret som 'Danmarks bedste arbejdsplads'.

Læs flere nyheder fra Scandic her.