Skip to main content

Scandic markerer Earth Hour i aften

Pressemeddelelse   •   Mar 24, 2018 10:24 CET

I aften slukkes lyset i logoet på Scandic Palaces facade i forbindelse med Earth Hour. Markeringen på Rådhuspladsen i København sker i forbindelse med hotelkædens fokus på bæredygtighed, hvilket har været et strategisk satsningsområde for Scandic i 25 år.

Scandics logo på det kendte Palace-hotel på Rådhuspladsen i København bliver i aften mørkelagt. Hotelkæden markerer i år den internationale bevægelse ’Earth Hour’ ved at slukke lyset i logoet på facaden fra kl. 20.30 og en time frem. Markeringen udspringer af Scandics strategiske arbejde med bæredygtighed, som hotelkæden har arbejdet målrettet med siden 1993.

”Når vi symbolsk slukker lyset i en time på Scandic Palace, er det for at understrege over for vores interessenter, at vi i Scandic hver eneste dag arbejder for at mindske vores miljøpåvirkning. Vi er utrolig stolte af, at alle vores 25 hoteller i Danmark er Svanemærkede, der er det mest krævende miljømærke at opnå. Det understreger, at vi i alle dele af driften arbejder dedikeret og målrettet med bæredygtighed. Men vi hviler ikke på laurbærerne. Vi vil blive endnu bedre hver dag,” siger Casper Puggaard, Scandics kommercielle direktør i Danmark.

Fejrer 25-årsjubilæum for sit bæredygtighedsarbejde
Scandic startede sit strategiske arbejde med bæredygtighed i 1993. Som første hotelkæde introducerede Scandic ideen ”hæng dit håndklæde op”, hvilket appellerer til, at gæsten kan bruge håndklædet mere end en enkelt gang. Siden 1996 har Scandic-koncernen nedbragt CO2-udledningen med mere end 60 procent.

Den underliggende præmis i Scandics arbejde med social ansvarlighed er, at det både skal gavne miljøet og forretningen.

”I Scandic har vi en forretningsdrevet tilgang til vores arbejde med social ansvarlighed. Det vil sige, at vi hele tiden ser på initiativer, der skaber værdi hele vejen rundt. Først i det øjeblik, at vores arbejde både er en gevinst for klimaet og for forretningen, mener vi, at det er bæredygtigt,” siger Casper Puggaard.

Udover Scandics miljøarbejde fokuserer hotelkæden også på social bæredygtighed. I Danmark samarbejder hotelkæden eksempelvis med kommuner og jobcentre om inklusion og indslusning af mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. I alt beskæftiger Scandic knap 100 forskellige nationaliteter fordelt på kædens 25 hoteller. I slutningen af 2017 sikrede stemmer fra Scandics medarbejdere hotelkæden titlen som ’Danmarks bedste arbejdsplads’ i anerkendte Great Place To Works årlige kåring.

Læs mere om Earth Hour her

Pressekontakt
Kommunikationschef Daniel Kirchhoff, tlf. 22 47 28 60 eller daniel.kirchhoff@scandichotels.com

Scandic er Nordens største hotelkæde med 280 hoteller og i alt 55.000 værelser. Selskabet opererer i seks lande og har 16.000 medarbejdere. Loyalitetsprogrammet "Scandic Friends", der har to millioner medlemmer, er det største i den nordiske hotelbranche. Scandic er Danmarks største hoteIkæde med 24 hoteller og i alt 1.200 medarbejdere på Sjælland, Fyn og Jylland. I 2017 blev Scandic kåret som 'Danmarks bedste arbejdsplads' af anerkendte Great Place to Work.

Læs flere nyheder fra Scandic her.