Skip to main content

Topmoderne hotel åbner i Aarhus fredag

Pressemeddelelse   •   Maj 29, 2012 00:00 CEST

Fredag den 1. juni byder Scandic Aarhus City byens borgere, turister og forretningsgæster velkommen i hjertet af Danmarks næststørste by. Det spritnye hotel er et ideelt udgangspunkt for at udforske Aarhus – og selvom hotellet er moderne, er sjælen i behold, ikke mindst takket være den historiske, 137 år gamle facade. 

17.000 kvadratmeter. Seks etager. 228 værelser. Konferencefaciliteter med plads til 475 mødedeltagere.
På fredag slår et nyt, topmoderne hotel dørene op i hjertet af Aarhus. Her vil Scandic Aarhus City tage imod de første turister, forretningsrejsende og andre nysgerrige med et hotel, der både er splinternyt, sjælfuldt og et perfekt udgangspunkt for nærmere udforskning af Jyllands hovedstad.

Moderne og personligt Aarhus-hotel 
Scandic Aarhus City ligger i Østergade 10, et stenkast fra Banegården, Strøget og det levende århusianske caféliv. Adressen har tidligere huset et hotel, men også diskotek, butik og restaurant. Det nye hotel har bibeholdt den smukke, ornamenterede facade mod Østergade, der blev tegnet tilbage i 1875, mens resten af hotellet er tegnet af de lokale Aart Architects.

”Det har været vigtigt for os at skabe et hotel, der på én gang hører til de mest moderne i landet og samtidig føles personligt. Scandic har altid fokus på at tilbyde de bedste faciliteter for både ferie- og forretningsrejsende samt konferencekunder, samtidig med at omgivelserne er imødekommende. Det er vores nye hotel i Aarhus et rigtigt godt eksempel på – og vi er meget stolte af det,” siger adm. direktør for Scandic, Jens Mathiesen.

Hotelrestaurant skaber liv
En ny undersøgelse lavet af Epinion for Scandic viser, hvad der er det vigtigste for danskere, der pakker weekendtasken og tager på hotel mini-ferie: At hotellet er centralt placeret, og at det har en god restaurant.

Scandic Aarhus City tager højde for begge ting. Hotellet ligger i gåafstand til alle Aarhus’ natur- og kulturattraktioner, og hotellets restaurant og bar, The Grill – Drinks & Dining, vil uden tvivl tiltrække både hotellets gæster og byens borgere.

Hotellets direktør Nina Carlslund siger: ”Vi har arbejdet hårdt for at blive klar til at tage imod de første gæster. Og vi glæder os fantastisk meget til at byde velkommen og skabe mere liv i byen, både med hotellet og restauranten. Det vil give endnu bedre muligheder for at få gode oplevelser i Aarhus, som flere og flere turister netop vælger at besøge.”

Scandics tredje hotel i Aarhus 
Det nye hotel er en af Østergades historiske bygninger, men er alligevel indrettet efter de principper, Scandic har for alle sine hoteller. Det gælder for eksempel en god tilgængelighed, som hotellet sikrer med underjordisk parkeringskælder og 22 handicapvenlige værelser.

Solcellerne på toppen af hotellet forsyner værelserne med 90 procent af strømforbruget.

Scandic Aarhus City bliver Scandics 24. hotel i Danmark – og det tredje Aarhus-hotel for Scandic, der er Nordeuropas største hotelkæde.

For yderligere information, kontakt venligst: 
Nina Carlslund, hoteldirektør Scandic Aarhus City, tlf.: +45 23680471, e-mail: Nina.Carlslund@scandichotels.com 
Anette Larsen, kommunikationschef, Scandic Danmark, tlf.:+45 23680461 

Hver dag arbejder Scandics 7.500 medarbejdere med ét mål for øje - at du trives. Som Nordens mest bæredygtige hotelkæde har vi altid fokus på miljø, socialt ansvar og tilgængelighed. Scandic er Nordens største hotelkæde med ca. 155 hoteller i otte lande, omkring 30.000 hotelværelser og en omsætning på 923 millioner EUR. Vi vil være mere end bare et hotel – et sted, hvor mennesker mødes, arbejder og inspireres.

Vedhæftede filer

PDF-dokument