Gå til indhold
Scandlines ansætter ny driftschef

Pressemeddelelse -

Scandlines ansætter ny driftschef

Senior Vice President for Route Management & Operations i Scandlines Claus Nikolajsen går på pension per 31. januar 2017. Han afløses af Michael Guldmann Petersen, der kommer til Scandlines med solid maritim erfaring fra ind- og udland.

Efter 35 år i rederiet går Claus Nikolajsen på pension med udgangen af januar 2017. Til at overtage posten som SVP Route Management & Operations har Scandlines ansat Michael Guldmann Petersen, der den 29. januar 2017 fylder 50 år. Han tog sin skibsførereksamen i København i 1991 og sejlede for Maersk frem til 2000. Herefter har han taget en række lederuddannelser.

Det har ført til stillinger i den maritime branche som blandt andet Operations Manager og General Manager i Holland, Nigeria og Italien. I Danmark har Michael Guldmann Petersen blandt andet arbejdet for rederierne Maersk, TORM og Norden. Senest har han været Port, Rail & Marine Manager for en jernmine i Sierra Leone.

”Michael Guldmann Petersen kommer med en imponerende erfaring fra den maritime verden i både ind- og udland, og vi glæder os meget til at drage nytte af disse kompetencer i Scandlines,” siger Søren Poulsgaard Jensen, CEO i Scandlines.

Michael Guldmann Petersen havde sin første arbejdsdag i rederiet den 2. januar 2017 og gennemgår i øjeblikket et grundigt introduktionsforløb. ”Jeg glæder mig meget til samarbejdet med bestyrelsen, ledelsen og de mange kompetente medarbejdere, som jeg allerede har haft lejlighed til at møde en del af i den første periode,” siger Michael Guldmann Petersen.

Claus Nikolajsen begyndte sin karriere som styrmand i Scandlines (det daværende DSB) i 1981. Efter mange år med forskellige poster på skibene og i land skiftede han i 2005 titlen som seniorkaptajn ud med Operations Manager. Siden 2012 har han som SVP Route Management & Operations haft det overordnede ansvar for al drift og vedligehold på søen, i havnene og i terminalerne.

”Claus’ indsats for rederiet er uvurderlig. Han har et kæmpe netværk i og omkring rederiet, og vi har gennem årene nydt godt af hans store viden om både sejlads og terminaldrift. Jeg er derfor meget glad for, at Claus har lovet at fortsætte sit arbejde i forskellige Scandlines-bestyrelser samt som konsulent,” fortsætter Søren Poulsgaard Jensen. ”Der skal lyde en stor tak, og vi ønsker Claus god vind i hans otium”.

Tirsdag den 31. januar 2017 bliver der mulighed for at hilse på både den tiltrædende og afgående driftschef. Det vil glæde Scandlines, Michael Guldmann Petersen og Claus Nikolajsen, hvis venner, familie, kolleger og forretningsforbindelser har tid og lyst til at kigge forbi og være med til at sige goddag til Michael Guldmann Petersen og farvel til Claus Nikolajsen.

Goddag- og farvelreception

Tid: Tirsdag den 31. januar 2017 klokken 15:00

Sted: Kantinen, Scandlines Danmark ApS, Færgestationsvej 5, 4970 Rødby

Related links

Emner

Kategorier


Om Scandlines

Scandlines står som symbolet på et historisk og tæt samarbejde mellem Danmark, Tyskland og Sverige siden 1872. Under navnene Scandlines og Scandlines Helsingør-Helsingborg markedsføres i dag tre korte færgeruter med høj kapacitet og frekvens samt en grøn vision for fremtiden. Kerneforretningen består i at levere en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for kunderne om bord på færgerne såvel som i Scandlines’ butikker.

Fordelt på over 90.000 afgange på 12 færger transporterede Scandlines i 2015 i alt 15 millioner passagerer, 3,3 millioner personbiler, 900.000 fragtenheder og 65.000 busser på ruterne Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Kontakt

Anette Ustrup Svendsen

Anette Ustrup Svendsen

Pressekontakt Head of Corporate Communications +45 26 777 000 (kan ikke modtage sms)

Det starter med en sejltur

Scandlines er et moderne og innovativt rederi med en grøn vision for fremtiden. Vi har en stolt kultur baseret på et stærkt dansk-tysk samarbejde og en maritim historie, som rækker tilbage til 1872.

Scandlines driver to færgeruter med høj kapacitet og frekvens. Seks af vores syv færger er hybridfærger, og to er desuden udstyret med et innovativt rotorsejl – og det bidrager til at gøre vores færger grønnere.

Vores kerneforretning består i at levere en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Fokus i alle vores aktiviteter – uanset om det er om bord på vores færger eller i vores BorderShops – er at give vores kunder en god oplevelse.

Med 39.000 afgange fordelt på syv færger transporterede Scandlines i 2022 tæt på 6,1 millioner passagerer, 1,6 millioner personbiler og over 750.000 fragtenheder på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock.