Skip to main content

Første Euro-6 lastbil leveret i Padborg

Pressemeddelelse   •   Feb 21, 2013 10:42 CET

TT Trucking, som er en del af Thermo-Transit i Padborg, har netop fået leveret sin første Euro-6 lastbil.

Den nye lastbil er en Scania R 440 LA 4x2 MNA, som er udstyret med Scanias 13-liters 6-cyl. rækkemotor på 440 hk. Motoren overholder de skrappe Euro 6-miljøkrav, der først bliver lovpligtige pr. 1. januar 2014, ved hjælp af kombineret EGR- (Exhaust Gas Recirculation) og SCR- (Selective Catalytic Reduction) teknologi. Dertil kommer partikelfilter og dobbelt katalysator. 
TT Truckings nye Scania Euro 6 skal primært anvendes til eksportkørsel sydpå og er af hensyn til komforten udrustet med Scanias rummelige Highline førerhus. 
Bilen er opbygget med drejeskammel, dørkplade, værktøjsskab samt 1.200 liter brændstoftanke, som ved normal eksportkørsel med 40 tons totalvægt vil give en rækkevidde på mere end 4.000 km mellem optankningerne. 
Medvirkende til at opnå den gode brændstoføkonomi er et enkeltreduceret bagtøj med 2,59:1 udveksling. Dertil kommer fuldautomatisk Opticruise gearskifte samt Scania Retarder, der aflaster de normale skivebremser ved kørsel ad meget kuperede ruter. 
For at holde styr på chaufførens køre-/hviletid er bilen udrustet med Scanias Communicator kommunikationsmodul, der bl.a. gør det muligt trådløst at downloade chaufførens køre-/hviletidsdata under kørslen. 
TT Truckings nye Scania er den første miljøvenlige Euro 6-lastbil, som Scania leverer i Padborg-området. Den er solgt og leveret af salgschef Lars Klogborg fra Scania i Kolding. 

I dag er Scania en førende producent af tunge lastbiler, busser og turistbusser og af industrielle motorer og marinemotorer. Desuden udbyder og sælger virksomheden et bredt udvalg af servicerelaterede produkter og finansieringsydelser.
Scania driver virksomhed i cirka 100 lande og har mere end 35.000 ansatte. Af disse arbejder 2.400 med forskning og udvikling – hovedsagelig i Sverige, tæt på virksomhedens produktionsenheder. Scanias hovedindkøbsafdeling suppleres af lokale indkøbsafdelinger i Polen, Tjekkiet, USA og Kina. Produktionen finder sted i Europa og Latinamerika. Desuden arbejder der ca. 20.000 medarbejdere i Scanias uafhængige salgs- og serviceorganisation.