Skip to main content

SEAT klar med ny platform

Pressemeddelelse   •   Sep 02, 2013 11:09 CEST

Hurtigt voksende bilmærke med holdning

Bilreklamer handler oftest om biler, priser og ekstraudstyr. Hos SEAT, der er et af Danmarks hurtigst voksende bilmærker og del af VW-gruppen, drejer man nu rattet i en helt anden retning for at fange bilkøbernes opmærksomhed. Bilmærkets nye holdningskampagne Kør Smukt skal sætte dagsorden og påvirke danskernes uvaner i trafikken. 

SEAT i Danmark erstatter nu sit reklameunivers med animerede insekter med en ny platform, der sætter fokus på andet end pris og udstyr. SEAT går således nu ud med mere på hjerte og slår et slag for, at danskerne skal køre smukkere og vise mere hensyn i trafikken.

- Vi ønsker at samle danskerne, øge fællesskabsfølelsen og tale for at køre smukkere. Det handler om holdninger, men der er også et stærkt spor til SEATs smukke produktdesign. Med Kør Smukt vil vi skabe refleksion over, hvordan vi gør det at eje og køre bil lidt smukkere. Og være med til at få trafikken til at glide bedre, siger Jesper Stoltenberg-Mathiesen, direktør for SEAT I Danmark.

Bureauet bag SEATs nye platform er Jangaard, Mark og Ko.  

- Vi er et brand, der gerne vil gå lidt længere. Vi vil have bilisterne til at kunne identificere SEAT. Derfor tager vi ansvar for et emne, der jo ligger snublende nært for vores kunder, siger Jesper Stoltenberg-Mathiesen.

Tal fra en undersøgelse foretaget af YouGov for SEAT Danmark viser, at fire ud af fem bilister mener, at andre bilister kører egoistisk og uden at vise hensyn.

- Vi kan se, at der er et behov for at gøre opmærksom på danskernes trafikkultur. Det nytter jo ikke noget at lave smukke biler, der bliver stadigt mere teknologisk avancerede og sikre - og fx selv kan bremse op for gående, stramme selen og endda vække føreren - hvis vi som trafikanter ikke også er med til at gøre køreturen til en god oplevelse. Derfor kører SEAT nu forrest og slår et slag for mere glæde på de danske veje, siger Jesper Stoltenberg-Mathiesen.

Kampagnen går i luften onsdag 11. september.