Skip to main content

Danske ingeniørstuderende blandt verdens bedste bilbyggere

Pressemeddelelse   •   Maj 20, 2014 09:32 CEST

Alle danske hold rejser fra årets Shell Eco-marathon med armene højt løftet over hovedet. DTU’s verdensrekordholdere tog igen guldmedaljen for ætanolbiler, Aalborg ingeniører in spe strøg ind på andenpladsen blandt de brintdrevne bybiler og el-raketten fra Ingeniørhøjskolen i Aarhus sluttede på en flot femteplads.

Igen i år kunne tre hold ingeniørstuderende fra Aarhus, Aalborg og Lyngby juble over fornemme placeringer i deres superøkonomiske biler ved weekendens Shell Eco-marathon. I skarp konkurrence med 198 hold fra universiteter og tekniske skoler i 27 lande i Europa og Afrika strålede de danske deltagere om kap med solen, der bagte over banen og de 40.000 tilskuere, som gæstede banen i Rotterdam.

”Igen har de danske deltagere markeret sig i toppen både resultatmæssigt og med hensyn til innovation. Den gejst de studerende lægger i arbejdet med bilerne er et strålende bevis på, hvad det er Shell Eco-marathon kan: Nemlig sætte en optimal ramme for, at fremtidens ingeniører får chancen for at kombinere teori og praksis under sjove, stressende og virkelighedstro forhold,” siger Regitze Reeh, kommunikationsdirektør i Dansk Shell.

Guld til DTU

DTU’s sejrsvante verdensrekordholdere kunne igen i år løfte pokalen i klassen for små bybiler med en forbrændingsmotor. Med næsten 600 km/l (598,98) viste holdet igen vejen for de biler, som vi alle kommer til at køre i om nogle år. Med præstationen i år kunne de kommende ingeniører fra Danmarks Tekniske Universitet føje endnu en guldpokal til den imponerende samling på værkstedet i Lyngby.

Drama og fornem andenplads

Team Aalborg Energys deltagelse i Shell Eco-marathon anno 2014 blev dramatisk. For med en flot præstation lørdag i form af 575 km/l omregnet fra brint til benzin endte holdet med en samlet andenplads i deres delvist 3D-printede bybil med brintmotor.

Søndagens forsøg endte dramatisk med en påkørsel fra en konkurrent, en tur i barrieren og en bugsering tilbage til pit-området på ’fejebladet’. Imidlertid holdt lørdagens stærke præstation de nærmeste konkurrenter stangen, og de studerende fra AAU kunne juble over en andenplads i konkurrencen – holdets bedste placering i de seks år, de har deltaget i Shell Eco-marathon.

7000 kilometer på en liter benzin

Det senest tilkomne danske indslag i Shell Eco-marathon - Ingeniørhøjskolen i Aarhus - havde grund til tilfredshed. Deres raketlignende prototype, som dystede i den tætpakkede kategori for elektriske køretøjer, endte med 814,65 km/kWh på en absolut godkendt femteplads. De ingeniørstuderende fra Aarhus, som både kommer fra skolen i Aarhus og fra afdelingen i Herning, kørte dermed, hvad der omregnet svarer til ca. 7.235 kilometer på en liter 95 oktan benzin.

Om Shell Eco-marathon    

Ved Shell Eco-marathon dyster fremtidens ingeniører og forskere i alderen 16-25 år fra 27 lande. Hvert hold stiller med egenudviklede benzin-, diesel-, brint-, el-, solcelle-, gas- eller ætanol-biler. Opgaven er at køre længst muligt på det, som svarer til 1 kWh eller en liter benzin. De bedste prototype brintbiler klarer omregnet over 9.500 km/liter, mens DTU har rekorden blandt forbrændingsmotorer med 612,29 km/liter. Shell Eco-marathon blev afholdt for 30. gang i år – og for tredje gang på gaderne i centrum af Rotterdam. 


OM SHELL

Shell beskæftiger cirka 450 medarbejdere i Danmark fordelt på hovedkontoret i Ørestad og raffinaderiet i Fredericia. Hertil kommer godt 2.500 ansatte på Shells servicestationer.

Shells raffinaderi i Fredericia er et af to raffinaderier i Danmark. Her omdannes råolien fra Shells aktiviteter i den danske del af Nordsøen til flydende gas, jetbrændstof, benzin, diesel, petroleum og fyringsolie.

Der er 306 Shell servicestationer i Danmark. Heraf 63 Shell/7-Eleven, 111 selskabsejede, 70 ubemandede Shell Express stationer og 62 forhandlerejede stationer under navne som Shell eller Select. Dertil kommer 14 CRT-anlæg til lastbiler, busser og anden tung transport. Shell tilbyder en bred vifte af brændstoffer - fra 99 oktan Shell V-Power over Shell FuelSave Blyfri 95, Shell 92 oktan til Shell FuelSave Diesel.

På verdensplan beskæftiger Shell cirka 87.000 medarbejdere i 70 lande. Her er selskabet involveret i bl.a. olie- og gasudvinding, produktion og salg af benzin og diesel samt udvikling af biobrændsel og flydende naturgas. I alt har Shell 44.000 servicestationer i verden og producerer hver dag 3,3 mio. tønder olie og gas. Læs mere på www.shell.com.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar