Skip to main content

Shell udvikler blyfrit flybrændstof

Pressemeddelelse   •   Dec 18, 2013 16:25 CET

Efter ti års forskning er Shell, som det første energiselskab, klar til at fjerne blyet helt fra ’Avgas’ – brændstof til lette fly og helikoptere.

Som det første af verdens store energiselskaber er det lykkedes Shells forskere at skabe en blyfri erstatning for flybrændstoffet Avgas, en type flybrændstof, der bliver brugt i lette fly og helikoptere. Avgas er den sidste type brændstof til normal person- og fragttransport i den vestlige verden, som stadig indeholder bly.

Den nye blyfri type Avgas har navnet Avgas100UL, UL står for ‘unleaded’. Shell gennemførte for nylig en succesrig testflyvning med et fly af fabrikatet Piper. Produktet er nu klar til den omfattende godkendelsesproces, der skal til før et nyt flybrændstof kan komme på markedet.

“På grund af de sundhedsrisici, der er forbundet med bly, har der længe været et ønske fra både industrien og myndigheder om at få fjernet bly fra alt brændstof. Men udviklingen af et prismæssigt konkurrencedygtigt erstatningsprodukt til Avgas har længe været set som en stor udfordring i luftfartsindustrien,” forklarer Ulrik Brendstrup, General Aviation Sales Manager Europe, og tilføjer.

”Efter års forskning er det nu imidlertid lykkedes for Shells forskere at fremstille et blyfrit Avgas-produkt. Avgas100UL giver samme motoroktan på plus 100 som traditionel Avgas, men uden tilsætning af bly. Så den heftige motoreffekt, som fly og helikoptere har brug for, er bevaret i det nye, renere brændstof”.

Længe undervejs

Hvert år investerer Shell over seks milliarder kroner i forskning og udvikling. Arbejdet foregår på virksomhedens store forskningscentre i Hamborg, Houston og Amsterdam. Shells erstatning til traditionel blyholdig Avgas har været undervejs i 10 år. Avgas100UL er udviklet af forskere fra Shell Technology Center Houston i samarbejde med bl.a. flymotorproducenten Lycoming og flyfabrikanten Piper.

Den langvarige udviklingsproces skyldes bl.a. krav om helt særlige produktegenskaber og ikke mindst flyindustriens ekstremt strenge sikkerhedsstandarder. Forventningen er, at Avgas100UL har alle nødvendige godkendelser fra de amerikanske luftfartsmyndigheder og European Aviation Safety Agency inden for to til tre år.

Hvert 12. sekund

Fem gange i minuttet, døgnet rundt. Så ofte bliver et fly et sted på kloden optanket af Shell Aviation, en del af Shells globale forretning, som servicerer ca. 800 lufthavne i 40 lande – og har gjort det i mere end 100 år.

Aviation-enheden i Shell producerer, distribuerer, markedsfører og sælger flybrændstof og smøremidler samt flyrelaterede serviceydelser. Blandt kunderne er lufthavne, større og mindre flyselskaber og private kunder som operatører af firma-jets og flyklubber.

Baggrundsinformation om flybrændstof

Der findes to kategorier af flybrændstof på markedet, hhv. ’aviation turbine fuel’ (jetbrændstof) og ’aviation gasoline’ (Avgas). Jetbrændstof anvendes af større fly, som rutefly og jetfly, mens Avgas benyttes i små, lette fly og helikoptere.

Avgas er et benzinlignende brændstof og findes i to typer, 100 og 100LL (lavt blyindhold). Tallet 100 angiver oktanindholdet i brændstoffet. Den globale efterspørgsel på Avgas er langt mindre end efterspørgslen på jetbrændstof. Det, til trods for, at der globalt set er langt flere små fly, der anvender Avgas, end der er jetfly og rutefly.

Yderligere information

Regitze Reeh, kommunikationsdirektør i Shell, mobil 2220 6013, E-mail regitze.reeh@shell.com


OM SHELL

Shell beskæftiger cirka 450 medarbejdere i Danmark fordelt på hovedkontoret i Ørestad og raffinaderiet i Fredericia. Hertil kommer godt 2.500 ansatte på Shells servicestationer.

Shells raffinaderi i Fredericia er et af to raffinaderier i Danmark. Her omdannes råolien fra Shells aktiviteter i den danske del af Nordsøen til flydende gas, jetbrændstof, benzin, diesel, petroleum og fyringsolie.

Der er 320 Shell servicestationer i Danmark. Heraf 63 Shell/7-Eleven, 111 selskabsejede, 70 ubemandede Shell Express stationer og 62 forhandlerejede stationer under navne som Shell eller Select. Dertil kommer 14 CRT-anlæg til lastbiler, busser og anden tung transport. Shell tilbyder en bred vifte af brændstoffer - fra 99 oktan Shell V-Power over Shell FuelSave Blyfri 95, Shell 92 oktan til Shell FuelSave Diesel.

På verdensplan beskæftiger Shell cirka 87.000 medarbejdere i 70 lande. Her er selskabet involveret i bl.a. olie- og gasudvinding, produktion og salg af benzin og diesel samt udvikling af biobrændsel og flydende naturgas. I alt har Shell 44.000 servicestationer i verden og producerer hver dag 3,3 mio. tønder olie og gas. Læs mere på www.shell.com.

Vedhæftede filer

PDF-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar