Skip to main content

Sixt støtter kampen mod madspild

Pressemeddelelse   •   Apr 24, 2019 15:24 CEST

En af de mange Sixt el-varevogne bliver fyldt med varer, der ellers ville være røget i skraldespanden.

Igennem et nyt samarbejde med organisationen Stop Spild Lokalt er Sixt gået ind i kampen mod madspild.

Påsken er en højtid, som for mange involverer en stribe af familiearrangementer og påskefrokoster. Med påskefrokosterne følger gerne en større menu af alle de klassiske retter – varme som kolde – som så mange forbinder med påsken. En hyggelig tradition, men de mange sociale arrangementer involverer for det meste også langt større indkøb af dagligvarer fra danskernes side.

Supermarkederne forsøger at forberede sig på dette indkøbsboom hvert år, men ofte sker det, at butikkerne lige op til påske står med store mængder mad, som de ikke har fået solgt. Typisk bliver mange af varerne smidt ud, da de fleste butikker i kraft af helligdagene holder lukket påsken over.

Det er dette problem, Stop Spild Lokalt forsøger at afhjælpe ved at tage ud til butikkerne lige inden lukketid og afhente de fødevarer, der ellers ville blive smidt ud. I år skete det med hjælp fra Sixt, som stillede el-varevognene til afhentningen af maden til rådighed for organisationen.

Koordinator i Stop Spild Lokalt, Susanne Jakobsen, udtaler: ”Vi er rigtig glade for samarbejdet med Sixt. Mange af vores frivillige i København har ikke bil, så det var skønt at kunne få lov at låne biler af Sixt i stedet. Uden biler til rådighed kan vi slet ikke i samme omfang få afhentet overskudsvarerne hos supermarkederne og få dem delt ud til alle de trængte familier, så det var en stor succes at arbejde sammen med Sixt,” lyder det fra Susanne Jakobsen. 

Administrerende direktør for Sixt Danmark, Søren Lithander, er rigtig positiv overfor samarbejdet: ”Vi er altid glade for at støtte en god sag, og det føler vi i allerhøjeste grad, at vi har gjort i samarbejdet med Stop Spild Lokalt. Kampen mod madspild er en utrolig vigtig sag, og Stop Spild Lokalt gør et fantastisk stykke arbejde. Hos Sixt er vi kun glade for at få lov til at støtte op om en sag som den,” udtaler Søren Lithander.

Varerne blev efterfølgende delt ud til enhver, der følte, at de kunne bruge dem – i stedet for at ryge i skraldespanden.

Sixt er en af verdens førende biludlejningsvirksomheder med mere end 4.000 kontorer i 120 lande. Sixt biludlejning blev grundlagt i 1912, og i dag tilbyder Sixt skræddersyede mobilitetsløsninger til både privat og erhverv. Hos Sixt er vi stolte af vores førsteklasses-biler, og ikke mindst af vores kundeservice med 24/7 assistance. 

https://www.sixt.dk/