Pressemeddelelse -

Klassiker var danskernes favoritrejsemål i 2016 - men Kroatien og Bulgarien øgede mest

De gamle, klassiske rejsemål topper fortsat listen over de mest populære rejsemål hos danskerne – således også i 2016. Både Gran Canaria og Mallorca har været en del af Spies’ program siden 50’erne men er mere populære end nogensinde. Kroatien blev årets højdespringer med en firedobling af antallet af rejsende sammenlignet med året inden, og også Bulgarien oplevede en reel stigning i antallet af rejsende, idet rejsemålet fik en stigning på 35 pct. sammenlignet med året før og dermed kom ind på Top 10-listen.

I 2016 købte mere end 1 million danskere en charterrejse. Af disse valgte mere end hver fjerde at rejse med Spies, og de fleste valgte en rejse til Spanien med Grækenland som næstmest populære rejseland. I Spanien var det først og fremmest Gran Canaria og Mallorca, som lokkede, og i Grækenland valgte flest en rejse til Rhodos og Kreta, men også de små, græske øer var populære.

− Spanien - og her først og fremmest Kanarieøerne og Mallorca - var årets store vindere. Derfor er det rigtig dejligt for os at kunne tilbyde endnu flere spanske nyheder som Almería på det sydlige, spanske fastland og Menorca til sommer 2017, siger Carlos Cebrian, produktchef i Spies.

− Rejselysten er generelt stor, og allerede nu har 20 pct. flere bestilt deres sommerrejse sammenlignet med samme tidspunkt i fjor. Cypern har slået alle rekorder, og til trods for at vi har lagt 6.000 pladser mere op i 2017, begynder det at blive svært at finde en rejse dertil i højsæsonen - ikke mindst til vores nye familiehotel OBC, Ocean Beach Club, fortsætter Carlos Cebrian.

I januar måned er der mange, som planlægger ferien, og hos Spies kan man nu bestille rejsen til både indeværende vinter, sommeren 2017 og næste vinter. Til sommer 2017 er efterspørgslen efter rejser størst til først og fremmest Spanien, Cypern og Grækenland. I Spanien er det Mallorca og rejsemålene på det spanske fastland, bl.a. nyheden Almería, som sælger bedst, men også salget af rejser til Gran Canaria om sommeren er steget gevaldigt. Selskabet sælger også rigtig godt til Kreta, og der er stor efterspørgsel efter rejser til succeskonceptet Ocean Beach Club, som ligger i byen Makrigialos på sydkysten.

Top 10 over danskernes favoritrejsemål i 2016*:

  1. Gran Canaria
  2. Mallorca
  3. Kreta
  4. Den tyrkiske sydkyst
  5. Tenerife
  6. Rhodos
  7. Thailand
  8. Cypern
  9. Bulgarien
  10. Fuerteventura

* Kilde: Manuel gennemgang af alle større rejsearrangørers oplæg i 2016 – alle RID-medlemmer.

Læser-/journalistservice – hvis du vil videre:
Læs mere om Spies’ rejser til sommer 2017: https://www.spies.dk/sommerferie
Læs mere om Spies’ rejser til vinter 2017/18: https://www.spies.dk/rejser-naeste-vinter

Yderligere information: Produktchef Carlos Cebrian, tlf. 26 14 26 93, eller kommunikationschef Torben Andersen, tlf. 40 59 47 00.

Emner

  • Turisme

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland, Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Thomas Cook Airlines i Belgien, er med 90 moderne og miljøvenlige fly Europas 11. største flyselskab.

Kontakt