Pressemeddelelse -

NYHED: Charterfly til Afrikas mindste land fra København

I denne vinter får Københavns Lufthavn igen en charterrute til Banjul i Gambia – det mindste land på Afrikas fastland. Det første af vinterens 23 flyafgange lettede tirsdag morgen - en Airbus 330 fra Spies eget flyselskab Thomas Cook Airlines. Flyet var udsolgt med 388 passagerer, som blev modtaget i lufthavnen med morgenmad og taler.

Den sidste afgang fra København er den 2. april 2019. - Vi kan glæde os over, at interessen for Gambia er meget stor. Det er lige nu en af vinterens bedst sælgende rejsemål – syv af 10 rejser er solgt, fortæller kommunikationschef Torben Andersen.

Gambia er en af klassikerne på Spies’ vinterprogram. Simon Spies sendte selv det første fly afsted den 2. december 1971. Efter at have passeret paskontrollen, som bestod af et havebord under en palme, blev gæsterne kørt til hotellerne i lastvogne. Var gæsterne ikke behørigt vaccineret, fik de et hurtigt skud af pasbetjenten. Rejserne på det første fly kostede 1.345 kr. for 14 dage inklusiv havudsigt og halvpension.

Lufthavnen var dengang uden landingslys: -- Blev flyene forsinket og mørket havde sænket sig over banen, som NASA brugte som reservebase for deres rumfærger, blev de nærliggende landsbyboer udkommanderet til at stå med fakler i hænderne langs landingsbanen. Tidligere Conair-piloter fortæller, at ikke alene var banen Afrikas længste med fem kilometer, men ofte også den bredeste, når beboerne trak sig ind i bushen med faklerne - skræmt væk af de støjende fly, fortæller Torben Andersen.

I slipstrømmen på det første fly åbner Spies om cirka en måned det første Sunprime voksenhotel direkte på stranden nær hovedstaden Banjul.

-Allerede nu er hovedparten af rejserne til Sunprime Tamala Beach booket. Vi ved, at ferieboligen bliver stadig vigtigere for danskerne, hvorfor det nye hotel er tilpasset de nordiske gæsters smag og behov. Det er sjovt at kunne tilbyde et helt nybygget hotel af en standard, der ikke tidligere er set i Gambia. Bl.a. kan vi tilbyde en lang række værelser med direkte adgang til poolen, siger produktchef Carlos Cebrian fra Spies.

Emner

  • Turisme

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland og Thomas Cook Airlines i Storbritannien, er med over 100 moderne og miljøvenlige fly et af Europas største ferieflyselskaber.

Kontakt