Skip to main content

Rekordsalg af rejser i påsken

Pressemeddelelse   •   Apr 05, 2016 17:11 CEST

Et sommerhus eller som alternativ en solsikker sommerrejse?

Tusindvis af danskere benyttede påskedagene til at kigge på begge dele. - Når det gælder salget af rejser, kunne vi godt mærke på omsætningen, at det kun var ca. 12 dage siden, at to ud af tre danske skatteydere fik stillet i udsigt, at de den 12. april får udbetalt overskydende skat. I alle påskedagene lå vi 15 pct. over salget på de tilsvarende helligdage de seneste tre år, siger Torben Andersen, kommunikationschef i Spies.

Evigt populære Mallorca er lige nu det bedst sælgende rejsemål sommer 2016. Ca. 50 pct. af alle Spies' Mallorca-rejser i skolernes sommerferie er solgt, og selskabet ville meget gerne indsætte ekstrafly fra både København, Billund og Aalborg. - Men det er umuligt at opdrive værelser af god standard og beliggenhed på øen. Så et godt råd: vil man rejse til "kærlighedens ø" på egen hånd så få reserveret et hotelværelse, inden man køber flybillet, siger Torben Andersen.

Danmarks største rejsearrangør kan ikke genkende konkurrenternes melding om et markant fald i salget af rejser til Tyrkiet. - Hvis blot prisen er rigtig, er danskerne klar til en ferie ved den tyrkiske Middelhavskyst. På grund af den russiske boykot af Tyrkiet som rejseland er hotelpriserne lave, og prisniveauet på rejsemålenes restauranter m.m. bliver også presset i bund i den kommende sommer, siger Torben Andersen.

Efter sidste sommers megen medieomtale af landets økonomikrise er Grækenland tilbage for fuld kraft. Specielt er der stor interesse for små destinationer som f.eks. Skiathos og Parga.

- Til Kroatien har vi solgt halvdelen af alle sommerrejser, og også Bulgarien er igen på danskernes rejsekort. Allerede nu har vi valgt at indsætte et ekstrafly i skoleferien fra København til Bulgarien og et fra Bornholm til Rhodos. På otte afgange til Burgas får vi i alt ca. 1.000 ekstra rejser, siger Torben Andersen.

Også salget af vinterens rejser er godt i gang med Thailand som det store trækplaster. - Også her mærker man uroen i Rusland med rublens frie kursfald. Antallet af russiske turister er faldet med ca. 42 pct., og det har smittet af på de thailandske hotelpriser, fortæller Torben Andersen.

Top 5 over de bedst solgte rejser i påskedagene så således ud:

  1. Mallorca
  2. Alanya ((Tyrkiet)
  3. Kreta
  4. Gran Canaria
  5. Rhodos

Yderligere information: Kommunikationschef Torben Andersen, tlf. 40 59 47 00.

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 22.000 ansatte opererer i over 200 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland, Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Thomas Cook Airlines i Belgien, er med 90 moderne og miljøvenlige fly Europas 11. største flyselskab.