Skip to main content

Centerbarometer 3. kvartal 2012

Pressemeddelelse   •   Okt 30, 2012 09:10 CET

Salgsfremgangen for udvalgsvarehandlen har bidt sig fast

Krisen ebber langsomt ud i de danske shoppingcentre, fremgår det af nye salgstal fra Steen & Strøm. Især tøj- og skobutikkerne er med til at drive omsætningen opad. Siden nytår er deres salg steget seks procent.

Flere års halvkolde somre fik i år danskerne til at rejse væk. Og det ses på omsætningen i de største shoppingcentre. Således viser tallene fra Steen & Strøms 16 danske centre, at salgsfremgangen i dette års første halvdel blev afløst af stagnation i tredje kvartal. Dvs. at omsætningen i den samlede centerportefølje under ét endte på niveau med omsætningen i samme periode sidste år.

”Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan fastholde den samlede fremgang i tredje kvartal. Det er især sommerhandlen i juli og august, der trækker ned. Derimod er efterårshandlen kommet tilfredsstillende i gang med en fin salgsfremgang i september. Og vi forventer fortsat, at tendensen til fremgang kommer til at dominere, når hele årets salg skal gøres op,” siger Claus Tüchsen, Marketing & Commercial Director i Steen & Strøm Danmark.

Dykker man ned bag de nyeste tal fra Steen & Strøms kvartalsvise Centerbarometer, viser tallene fortsat, at det er udvalgsvarehandlen og især tøj og sko, der trækker det samlede tal for omsætningen op, mens handlen med dagligvarer trækker nedad. Konkret betyder det, at salget af tøj, sko m.m. er steget med tre procent, mens salget af dagligvarer er faldet tilsvarende.

Det skyldes først og fremmest, at discountbutikkerne har øget deres salg og bliver stadig bedre til at trække kunder til sig, slutter Claus Tüchsen.

Trods stagnationen i tredje kvartal viser udviklingen fra nytår og til nu en pæn fremgang i omsætningen ifølge Centerbarometeret. Samlet set kan Steen & Strøm konstatere en stigning på to procent i forhold til samme periode sidste år. Og igen er det tøj- og skobutikkerne, der skiller sig ud med en stigning på seks procent. Alt i alt går udvalgsvarehandlen tre procent frem og dagligvarehandlen tilbage med to procent.

”Den samlede omsætningsfremgang i centrene og den fine start på efterårets salg giver forhåbninger om en positiv salgsudvikling i årets sidste kvartal, hvor julehandlen som altid bliver meget afgørende,” siger Claus Tüchsen.

Stigende kundestrøm
De senere års tendens til stabile kundetal i shoppingcentrene er der ikke ændret på. Kundestrømmen er fastholdt i 3. kvartal, og i årets første 9 måneder er der gået én procent flere kunder gennem centrenes tælleapparater.

Steen & Strøm ASA er en skandinavisk centerkæde, som driver 52 indkøbscentre i Norge, Danmark og Sverige (pr. 2007). Koncernen, som har en årligt omsætning på godt 35 milliarder NOK, er inddelt i de tre lokale selskaber: Steen & Strøm Norge AS, Steen & Strøm Danmark A/S og Steen & Strøm Sverige AB. Hovedkvarteret ligger i Oslo, Norge.

Vedhæftede filer

PDF-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar