Skip to main content

Uddrag af døgnrapport den 17. december 2015

Nyhed   •   Dec 17, 2015 12:51 CET

Døgnrapport for:

17-12-2015

Syd- og Sønderjyllands Politi udgiver regelmæssigt uddrag fra døgnrapporten

 

PH lamper stjålet fra villa
Natten til onsdag blev der begået indbrud i en villa på Jørgensgård i Aabenraa. Der blev blandt andet stjålet to 3/2 PH-bordlamper og to 31/2-21/2 PH-standerlamper.
Hører du om tyveriet, eller får du tilbudt køb af nævnte lamper, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

Cykel ødelagt af kanonslag
Onsdag morgen modtog politiet en anmeldelse om hærværk på en cykel. Cyklen havde holdt udenfor en café på Nørregade i Haderslev. Et kanonslag havde ødelagt baghjul, bagagebæger, lys og reflekser på cyklen. Hærværket skete tirsdag den 15. december mellem kl. 1900 og 1930.
Har du set noget, kender du gerningsmanden, eller hører du om hærværket, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

Elcykel stjålet i Sønderborg
Onsdag formiddag blev der anmeldt tyveri af en elcykel. Cyklen blev stjålet natten til onsdag fra et aflåst kælderrum på Hvedemarken i Sønderborg. Den er sølvgrå og af mærket Batavus, og den har stelnummer WSSPBA5097098K. Opladeren til cyklen blev også stjålet.
Hører du om tyveriet, eller får du tilbudt køb af cyklen, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

I Visby gik to køer udenfor deres indhegning
På Høybergvej i Visby ved Bredebro gik der onsdag middag to køer på vejen. Køerne var af racen Skotsk højlandskvæg. Patruljen på stedet fik køerne retur i indhegningen, og fik lukket hegnet med en midlertidig løsning. Ejeren, der var på vej, ville få lavet hegnet og tage kontakt til naboerne for at høre, om køerne havde ødelagt noget.


Ulovlig parkering
Politiet modtog onsdag sidst på eftermiddagen en anmeldelse om, at en bil holdt til gene på Stormklokken i Haderslev. Bilen holdt parkeret foran en lager- og personaleindgang, hvor der også er parkeringsforbud. Patruljen på stedet gav ejeren en ekstra julehilsen, han fik en parkeringsafgift for sin uheldige parkering.

 

Stoppede narkopåvirket bilist
En patrulje stoppede onsdag aften rutinemæssigt en bil på Lifstrup Hovedvej i Esbjerg. Det viste sig, at manden, der kørte bilen ikke kunne fremvise et gyldigt kørekort. Han var frakendt førerretten. Han blev også spiritus og narkotestet. Narkotesten var positiv og gav udslag på cannabis. Bilen han kørte i blev konfiskeret, fordi det ikke var første gang, han kørte i frakendelsestiden. Dansk Autohjælp blev rekvireret til at afhente bilen. Patruljen tog manden med på stationen, hvor en læge blev tilkaldt til at udtage en blodprøve. Resultatet af prøven vil få afgørende betydning for sagens videre forløb. Manden er nu sigtet for begge forhold.