Skip to main content

Uddrag af døgnrapport den 18. december 2015

Nyhed   •   Dec 18, 2015 11:45 CET

Døgnrapport for:

18-12-2015

Syd- og Sønderjyllands Politi udgiver regelmæssigt uddrag fra døgnrapporten

 

 

Tyv stjal kød, vand og vin
Natten til torsdag blev der på Højvangshaven i Esbjerg begået tyveri fra et skur. Det blev blandt andet stjålet 18 flasker rødvin, en halv kasse sodavand og noget frosset kød.
Har du set noget, eller hører du om tyveriet, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

Glidende fod skyld i uheld
Torsdag morgen skete der i Krydset Boulevarden og Vejenvej i Vejen et mindre uheld. En 81-årig mand kom kørende ad Vejenvej, og da han nåede krydset, gled hans fod på koblingen. Det resulterede i, at han kørte ud for sin ubetingede vigepligt, og her blev han påkørt af en anden bil. Heldigvis skete der kun materielle skader. Den anden bilist kunne køre fra stedet, men den 81-årige mand, måtte have hjælp af Autohjælp, til at fjerne bilen.

 

 Rød/hvid PGO Hot sjålet i Tinglev
Torsdag morgen blev en lille knallert stjålet fra Stationsvej i Tinglev. Knallerten er rød og hvid, og den er af mærket PGO Hot 50 fra år 2008. Den er indregistreret med nummerpladen AM8062. Der blev også stjålet en blå sort styrthjelm, som var låst sammen med knallerten. Knallerten var låst med en godkendt Basta kædelås.
Ser du knallerten, eller hører du om tyveriet, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

Duelighedsbevis og lygter stjålet
Fra en båd i Egernsund Havn blev der torsdag formiddag anmeldt et indbrud. Fra båden blev der stjålet to opladelige LED lygter og ejers duelighedsbevis. Tyveriet er sket fra en tidligere fiskekutter, der nu bruges som lystbåd. Det skete i tidsrummet fra den 12. december kl. 1300 til den 13. december kl. 1500.
Har du set noget, eller hører du om tyveriet, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

12 personer får ekstra regning
Torsdag over middag blev en kvinde stoppet af en patrulje på Ribevej i Egebæk ved Ribe. Hun havde talt i håndholdt mobiltelefon mens hun kørte. Kvinden er nu sigtet for forholdet, og hun kan i nærmeste fremtid se frem til en hilsen i sin E-boks.
Kvinden var ikke den eneste, som blev sigtet for den forseelse. Syd- og Sønderjyllands Politi har i det seneste døgn sigtet 12 personer. De kan alle se frem til at modtage en bøde på kr. 1500,-.

 

For høj promille til lovlig kørsel
En 50-årig mand blev torsdag aften stoppet i krydset Kærvej/Ringgade i Sønderborg. Manden kørte på en lille knallert, selvom han havde drukket for meget alkohol. En alkoholtest viste langt over det tilladte. Patruljen tog manden med en tur forbi Sønderborg Sygehus, hvor han måtte afgive en blodprøve. Manden er nu sigtet i sagen.