Skip to main content

Uddrag af døgnrapport den 18. maj 2016

Nyhed   •   Maj 18, 2016 13:43 CEST

Døgnrapport for:

17-05-2016

Syd- og Sønderjyllands Politi udgiver regelmæssigt uddrag fra døgnrapporten

 

Computer stjålet fra et kontor i Sønderborg
Tirsdag morgen blev der anmeldt indbrud fra et kontor på Møllegade i Sønderborg. Ruder ind til to kontorer var blevet knust. Fra det ene kontor blev der stjålet en IBM Think Pad. Indbruddet er sket i tiden fra fredag den 13. maj kl. 1600 til tirsdag morgen kl. 0600.
Har du set noget mistænkeligt, hører du om indbruddet eller får du tilbudt køb af computeren, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

Tre køer på udflugt
Ved Blansskov i Sønderborg gik der tirsdag morgen tre køer rundt på anmelders mark. Køerne var brune og hvide. Politiet tog kontakt til ejeren, som ville sørge for at få dem indfanget. Køerne er nu retur i deres indhegning på Blans Nørremark.
Husk - dyrenes indhegning bør kontrolleres jævnligt: Er hegnet i orden, og har dyrene nok foder og vand på marken.

Brændstof stjålet fra tre biler i Tønder
Politiet modtog tirsdag morgen en anmeldelse om tyveri af brændstof. Tre biler, som holdt ved Lynge Elektro, på Kærgårdsvej i Tønder havde fået deres tank brudt op. Tyveriet er sket i tiden fredag den 13. maj kl. 1600 til tirsdag den 17. maj kl. 0700.
Har du set noget, eller hører du om tyveriet, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

Tre kartoner cigaretter stjålet i Fakta
Tirsdag formiddag modtog politiet en anmeldelse om butikstyveri fra Fakta på Østergade i Holsted. En ansat havde ekspederet fire personer, og da de skulle betale, virkede den enes dankort ikke. De oplyste, at de ville gå i banken for at hæve penge, så de kunne betale for varerne. De fire personer kom ikke retur til forretningen. Videoovervågningen viser, at en person tog tre kartoner cigaretter, som ikke blev afleveret ved kassen, inden de forlod butikken.
De fire personer beskrives som:

A:
Kvinde
Dansk af udseende
45-50 år
Cirka 170 cm høj
Almindelig af kropsbygning
Lys i huden, men solbrændt
Rødt mellemlangt pagehår
Talte dansk
Iført hvide leggins med sort mønster, sort strikcardigan med hvide striber og bar en guldkæde

B:
Mand
Dansk af udseende
17-19 år
Cirka 170 cm høj
Spinkel af kropsbygning
Lys i huden
Lyst kort hår
Iført grå stiktrøje, lyse cowboybukser med slidmærker og hvide kondisko

C:
Kvinde
Dansk af udseende
17-18 år
Cirka 170 cm høj
Spinkel af kropsbygning
Lys i huden
Lyst langt hår
Iført sorte bukser, sorte kondisko, cremefarvet vinterjakke med pels, hvid sweatchirt med sort/rød skrift

D:
Mand
Dansk af udseende
17-19 år
Cirka 170 cm høj
Almindelig af kropsbygning
Lys i huden
Brunt kort hår
Iført cremefarvet hættetrøje, mørkeblå vest, mærke bukser og blå kondisko.

Der findes videoovervågning af tyveriet, hvorfor politiet opfordrer personerne til at melde sig selv.

Kender eller genkender du gerningsmændene, eller hører du om tyveriet, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.
 

El-guitar og Cube cykel stjålet fra villa i Bramming
Politiet modtog tirsdag over middag en anmeldelse om indbrud i en villa på Roustvej i Omme ved Bramming. Der blev blandt andet stjålet en Playstation 4, en bærbar computer, en Fender el-guitar, tre halskæder af mærket Connection, et Georg Jensen armbånd af stål/læder og en Cube racercykel i farverne blå og hvid. Indbruddet er sket i tidsrummet fra kl. 0800 til kl. 1350.
Hører du om indbruddet, har du set noget mistænkeligt, eller får du tilbudt køb af nævnte varer, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.


58-årig mand sigtet for spirituskørsel
En patrulje blev tirsdag eftermiddag sendt til Vilstrupvej i Haderslev, hvor en mand havde stoppet en varebil. Manden havde kørt bag ved varebilen, som slingrede kraftigt. Han havde også set, at føreren havde kastet øldåser ud af vinduet. Da patruljen kom frem, sad føreren, en 58-årig mand, roligt i bilen. Han fremviste gyldigt kørekort, men blev skønnet påvirket af alkohol. En alkometertest viste kort efter en promille over det tilladte. Manden blev kørt til en læge for udtagelse af en blodprøve. Resultatet af prøven vil være afgørende for sagens videre forløb.