Skip to main content

Uddrag af døgnrapport den 19. februar 2016

Nyhed   •   Feb 19, 2016 10:14 CET

Døgnrapport for:

18-02-2016

Syd- og Sønderjyllands Politi udgiver regelmæssigt uddrag fra døgnrapporten

 

 

Saab cabriolet stjålet fra lade
Fra Knagmøllevej i Skudstrup ved Rødding blev der fra en lade natten til torsdag stjålet en uindregistreret bil. Bilen er en sort Saab 900 turbo cabriolet fra år 1995, der inden tyveriet havde kørt ca. 171000 km. Bilen blev stjålet med en halv tank benzin – ca. 32 liter, og uden brug af rette nøgle.
Ser du bilen, hører du om tyveriet, eller får du tilbudt køb af bilen, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

 

Gasflasker stjålet fra købmand
Torsdag formiddag modtog politiet en anmeldelse om tyveri af gasflasker. Ca. 15 stk. 11 kg. gasflasker er stjålet fra Min Købmand i Skovlund ved Ansager. Gasflaskerne stod i et aflåst jernbur på forretningens parkeringsplads. Tyveriet er sket i løbet af natten til torsdag.
Hører du om tyveriet, eller får du tilbudt køb af gasflasker, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

 

To designerstole ”Ægget” stjålet i Varde
På Reesens Vej i Varde blev der torsdag eftermiddag begået indbrud i en Villa. Der blev blandt andet stjålet to Enigma lamper af Louis Poulsen og to designerstole af Arne Jacobsen model ægget. Stolene er monteret med stof i farverne koksgrå og tyrkis.
Har du set noget, hører du om tyveriet, eller får du tilbud køb af varerne, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

 

Høj hastighed gav betinget frakendelse
En bil blev torsdag aften stoppet i nordgående retning på den Sønderjyske Motorvej.
Føreren, en 29-årig mand, havde trådt lidt for hårdt på speederen. Han kørte med en hastighed på mindst 163 km/t, hvor den tilladte hastighed er max 130 km/t. Manden kan nu se frem til at modtage en bøde samt en betinget frakendelse af førerretten.

 

 

Hjulspind endte med konfiskation af bil
Torsdag aften kort før midnat blev en bil stoppet i krydset Ringgade/Kærvej i Sønderborg. Årsagen var, at patruljen forinden havde set, at bilen havde lavet kraftigt hjulspind på Ringgade. Føreren af bilen, en ung mand på 23 år, kunne ikke fremvise noget kørekort, da han aldrig havde taget et. Manden fortalte, at han havde købt bilen tidligere på dagen og fremviste en blanket fra SKAT, hvor han stod registreret som ejer/bruger af bilen. Da manden tidligere er sigtet i flere sager om kørsel uden førerret, blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation. Et fejeblad blev rekvireret til afhentning af bilen, og manden er nu sigtet for forholdene.