Skip to main content

Uddrag af døgnrapport den 20. januar 2016

Nyhed   •   Jan 20, 2016 13:56 CET

Døgnrapport for:

20-01-2016

Syd- og Sønderjyllands Politi udgiver regelmæssigt uddrag fra døgnrapporten

 

Motorcykel stjålet fra parkeringsplads
Natten til tirsdag blev der stjålet en motorcykel fra Nørregade i Esbjerg. Motorcyklen er en sort Honda NSC110. Den er fra år 2015 og har registreringsnummer AX47231. Motorcyklen var låst med både ratlås og kædelås, da den blev stjålet fra parkeringspladsen ved biblioteket.
Ser du motorcyklen, hører du om tyveriet, eller får du tilbudt køb af den, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

Fyrrum i brand
Tirsdag morgen ved syvtiden opstod der brand i en bygning på Aaspe i Bredebro. Branden bliver opdaget ved, at ejer skulle fodre sine heste. Da hun åbnede porten til bygningen, blev hun mødt af en kraftig røg. Der var også flammer i fyrrummet og i tagkonstruktionen. Brandvæsnet fik hurtig branden under kontrol. Det viste sig, at branden var startet i fyrrummet og formentlig ved gløder fra fyret under påfyldning af træ. Bygningen fik flere skader som følge af branden, men heldigvis var hverken mennesker eller dyr i fare under branden.

 

Benzintank tømt for diesel
Tirsdag ved middagstid blev der anmeldt tyveri af diesel fra en personbil. Bilen holdt på parkeringspladsen på Banegårdsgade i Tønder, og her har ukendte gerningsmænd tappet bilen for cirka 20 til 30 liter diesel. Tyveriet er sket i tidsrummet fra mandag den 18. januar kl. 1800 til tirsdag den 19. januar kl. 0500.
Har du set noget, eller hører du om tyveriet, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

Mercedes stjålet fra parkeringsplads
På parkeringspladsen i Havnegade ved Hulvejen i Esbjerg blev der tirsdag først på eftermiddagen stjålet en bil. Bilen er en Mercedes-Benz 200 CLK og i farven sølvgrå metallic. Den er fra år 1999, og den har registreringsnummer FC46670.
Ser du bilen FC46670 eller hører du om tyveriet, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

Overså modkørende bilist under venstresving
Tirsdag eftermiddag skete der et uheld i krydset Gramlandevej/Sommerlyst i Rødding. Sammenstødet skete ved, at en 62-årig mand overså en modkørende bil, da han ville svinge til venstre ad Sommerlyst. Heldigvis skete der ingen personskade, men begge biler fik materielle skader. Dansk autohjælp og Brandvæsnet blev tilkaldt. Dansk Autohjælp skulle flytte bilerne, og Brandvæsnet skulle sørge for oprydning af oliespild på vejen. Den 62-årige er nu sigtet for overtrædelse af vigepligten, og han kan se frem til en betinget frakendelse af førerretten.

 

Tilfældig kontrol endte med sigtelse
Tirsdag aften kontrollerede en patrulje føreren af en bil på Fåborgvej i Årre. Manden, der havde kørt bilen, havde forinden tudet i hornet uden grund. På forespørgsel fremviste manden et gyldigt kørekort. Patruljen fandt mandens pupiller meget små, derfor valgte de at narkoteste ham. Testen resultat gav positivt udslag på opiater og kokain. Manden blev anholdt og sigtet for kørsel med euforiserende stoffer i blodet. Patruljen tog manden med ind på stationen, hvor en læge blev rekvireret til at udtage en blodprøve. Resultatet af blodprøven vil være af afgørende betydning for sagens videre forløb.