Skip to main content

Uddrag af døgnrapport den 21. januar 2016

Nyhed   •   Jan 21, 2016 12:45 CET

Døgnrapport for:

21-01-2016

Syd- og Sønderjyllands Politi udgiver regelmæssigt uddrag fra døgnrapporten

 

Rutinetjek gav mand to sigtelser
En patrulje stoppede natten til onsdag en bil med to unge mænd til rutinemæssig kontrol på Storegade i Holsted. Føreren, en ung mand på 22 år, fremviste gyldigt kørekort. De unge mænd kørte i en bil, hvor den bagerste nummerplade var monteret på hovedet. Patruljen kaldte vagtcentralen, og her fik de at vide, at nummerpladerne tilhørte en Ford Kuga, som var hjemmehørende i Bramming. Det viste sig, at nummerpladerne var stjålet tidligere på aftenen. Føreren af bilen blev sigtet for tyveri af nummerplader og manglende registrering af den bil, de var kørende i. Nummerpladerne er nu afleveret til rette ejer.

 

Tyv stjal kvitteringer, projektor og Playstation 3
Onsdag morgen modtog politiet en anmeldelse om indbrud i en villa på Isbjerg Møllevej i Varde. Der blev blandt andet stjålet en projektor, en Playstation 3 med controllere, en kasse med kvitteringer, diverse el-værktøj og seks kasser dåse Coca Cola. Indbruddet er sket i tidsrummet fra fredag den 15. januar kl. 1600 til onsdag den 20. januar kl. 0300.
Har du set noget, hører du om indbruddet, eller får du tilbudt køb af nævnte varer, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

Nummerplader stjålet fra samkørselsplads
Politiet modtog onsdag formiddag en anmeldelse om tyveri af nummerplader AG84814. Nummerpladerne blev stjålet fra en bil der holdt på samkørselspladsen ved Søgaardlejren. Pladerne tilhører en sølvgrå Citroën C3. Tyveriet er sket i tidsrummet fra tirsdag den 19. januar kl. 1600 til onsdag den 20. januar kl. 0930.
Har du set noget, eller ser du nummerpladerne AG84814, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

Kvinde fik sin pung stjålet under indkøb
En 72-årig kvinde fik onsdag kort før middag stjålet sin pung. Kvinden var i Netto i Nørre Nebel for at handle. Hun havde sat sin indkøbstaske ned i indkøbskurven. Da hun skulle tage noget ned fra en hylde, satte hun kurven fra sig på gulvet. Da hun greb efter kurven igen, opdagede hun at tasken var taget op, og at pungen manglede.
Husk – at sikre dig for tyveri. Er din pung tæt på kroppen, gør du det svært for tyven.

 

Russer sigtet for tyveri af jakke
Onsdag eftermiddag blev der begået butikstyveri i Sport 24 Outlet i Haderslev. En udenlandsk mand havde taget en vinterjakke og gemt den i sin skuldertaske. Da han ville forlade butikken blev tyverialarmen aktiveret. Personalet var hurtig, de fik manden tilbageholdt og stoppet, indtil politiet nåede frem. Tyven, der var af russisk herkomst, blev sigtet for butikstyveri og taget med på stationen til afhøring. Personalet fik udleveret jakken, som havde en værdi af kr. 4595,-.

 

Apple tv og kapselmaskine stjålet fra lejlighedPolitiet modtog onsdag aften en anmeldelse om indbrud i en lejlighed på Søndermosevej i Padborg. Der blev blandt andet stjålet to Apple tv, en Dolce Gusto kapselmaskine, seks par sko, parfume og smykker. Indbruddet er sket i løbet af onsdagen mellem kl. 0815 og 2140.
Har du set noget, hører du om indbruddet eller får du tilbudt køb af nævnte varer, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.