Skip to main content

Uddrag af døgnrapport den 26. februar 2016

Nyhed   •   Feb 26, 2016 11:27 CET

Døgnrapport for:

25-02-2016

Syd- og Sønderjyllands Politi udgiver regelmæssigt uddrag fra døgnrapporten

 

Indbrud endte med fem sigtelser til samme mand
Torsdag morgen kl. 0530 blev der begået indbrud i en villa på Vænget i Tinglev. En mand knuste ruden i fordøren for at komme ind. Fra entreen blev der stjålet en bilnøgle til familiens Opel Corsa. Et familiemedlem ringede hurtigt til politiet, og kort tid efter blev manden stoppet i bilen. Det viste sig at være en kending af politiet. Den 30-årige mand kunne ikke fremvise noget kørekort, da han tidligere var blevet frakendt førerretten. En narkometertest gav positiv udslag på amfetamin. Manden blev anholdt, og han er nu sigtet for indbrud i villa, tyveri fra villa, brugstyveri af bil, kørsel i frakendelsestiden og kørsel med euforiserende stoffer i blodet.

Indbrud i arbejdsskur og lade
Politiet modtog torsdag morgen en anmeldelse om indbrud i et arbejdsskur og en lade på Skydebanevej i Sønderborg. Der blev blandt andet stjålet to benzindrevne buskryddere, diverse håndredskaber til havebrug og en nøgle til en traktor.
Hører du om tyveriet, eller får du tilbudt køb af nævnte varer, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

Sukkerkold butikstyv taget i Esbjerg
Rema1000 på Storegade i Esbjerg tog torsdag formiddag en 15-årig dreng i at stjæle. En ansat havde set drengen tage en pose slik op i sit jakkeærme. Da drengen ville forlade butikken blev han stoppet og taget med ud i et baglokale. Drengen blev bedt om at tømme sin jakke for stjålne varer. Han tog en pose slik, en pose chips og en 1/2liters Coca Cola frem, til en samlet værdi af kr. 40,-. Politiet underrettede drengens forældre om forholdet, og drengen er nu sigtet for butikstyveri.

Ingen brand men brændt mad
Politiet modtog torsdag over middag en anmeldelse om brand i et køkken på Birkelunden i Esbjerg. Meldingen viste sig at være knap så alvorlig. Indsatslederen fra Brand meddelte, at der ikke var tale om en brand men i stedet om noget mad, der var brændt på i ovnen.

Nysgerrighed forhindrede tyv i at stjæle
Torsdag aften forsøgte en tyv at stjæle to PH-lamper fra en villa på Torvegade i Esbjerg. Anmelder havde hørt noget udenfor ved hoveddøren og blev nysgerrig efter hvad det var. Det viste sig, at være en mand som var i færd med at stjæle husets to udendørs PH-lamper.

Gerningsmanden beskrives som:
 
Mand
Kraftig af kropsbygning
Brun hårfarve
Talte fremmedsprog
Iført mørk trøje og mørke bukser
 
Kender eller genkender du manden bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.