Skip to main content

Uddrag af døgnrapport den 3. maj 2016

Nyhed   •   Maj 03, 2016 11:35 CEST

Døgnrapport for:

03-05-2016

Syd- og Sønderjyllands Politi udgiver regelmæssigt uddrag fra døgnrapporten

Værktøj stjålet fra værksted i Rødekro
Mandag morgen modtog politiet en anmeldelse om indbrud i et værksted på Hallandsvej i Rødekro. Der blev blandt andet stjålet en Makita rundsav, boremaskiner, en værktøjskasse med indhold og et topnøglesæt. Indbruddet er sket i tiden fra fredag den 29. april kl. 1530 til mandag morgen den 2. maj kl. 0655.
Hører du om indbruddet, eller får du tilbudt køb af nævnte varer, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

To Verner Panton lamper stjålet i Brørup
Mandag formiddag blev der anmeldt indbrud i en forretning på Nørregade i Brørup. Der blev blandt andet stjålet to Verner Panton Globe Ø40 lamper. Den ene er med hvid stofledning, den anden er med sort. Lamperne er blevet klippet ned fra en udstilling i forretningen.
Hører du om indbruddet, eller får du tilbudt køb af nævnte lamper, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

Kvinde påkørte bil på afkørselsrampen ved Korskroen
En patrulje blev mandag formiddag sendt til et uheld på afkørselsrampen ved Korskroen på Esbjergmotorvejen. En 28-årig kvinde havde påkørt en anden bil på rampen. Den forankørende bil havde taget farten af på afkørselsrampen. Desværre for kvinden kunne hun ikke nå at bremse ned. Hun påkørte den forankørende bil, og skubbede den ud i nødsporet. Det blev endestationen for begge biler. Heldigvis skete der kun materielle skader. Begge biler blev senere afhentet af et fejeblad. Den 28-årige kvinde er nu sigtet for at holde for kort afstand til den forankørende bil.

Sportstaske med ishockeyudstyr stjålet i Esbjerg
Mandag formiddag blev der stjålet en sportstaske på Gl. Vardevej i Esbjerg. Tasken indeholdt blandt andet et par ishockeyskøjter, et par ishockeyhandsker, en varmdragt og et pulsur af mærket Garmin. Anmelder stod på Gl. Vardevej, på modsat side af stadion, da en knallert kom kørende og stjal sportstasken, der lå på jorden foran ham.
Hører du om tyveriet, eller får du tilbudt køb af ishockeyudstyret, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

MC-betjent beslaglagde bil og sigtede mand to gange
En motorcykelbetjent stoppede mandag middag en bil til rutinemæssig kontrol på Kalvøvej ved Genner Strand tæt på Aabenraa. Føreren af bilen, en 37-årig mand, kunne ikke fremvise sit kørekort, han fortalte, at han havde glemt kørekortet derhjemme. Det viste sig ikke at være rigtigt. Et opslag i politiets register fortalte, at manden var frakendt førerretten for bestandigt, og at han tidligere er sigtet flere gange for kørsel i frakendelsestiden. Manden lugtede også af alkohol. En alkometertest viste kort efter en promille over det tilladte. Manden blev anholdt og kørt til Aabenraa Sygehus for at afgive en blodprøve. På grund af tidligere sigtelser for kørsel i frakendelsestiden, blev mandens bil beslaglagt med henblik på konfiskation. Manden er nu sigtet for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden.

Kan du genkende butikstyvene?
Mandag kort over middag blev der begået butikstyveri fra en guldsmed på Mellemdammen i Ribe. Der blev stjålet omkring 16 ure af mærket Bonnet. Alle urene er damemodeller, og de er i sølvfarvet metal. Tyvene stjal urene fra et glasmontre og løb ud af butikken i nordlig retning ad Mellemdammen.
Tyvene beskrives som:

A:
Mand
Østeuropæisk af udseende
Cirka 30 år
180-190 cm høj
Almindelig af kropsbygning
Sort kort hår
Iført sort tøj
Medbragte en skuldertaske

B:
Mand
Østeuropæisk af udseende
Cirka 30 år
175-185 cm høj
Almindelig af kropsbygning
Sort kort hår
Iført sort tøj, hvor hættetrøjen havde rødt indtræk

Kender eller genkender du tyvene, ser du dem, eller får du tilbudt køb af nævnte ure, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

Bil stjålet i Øster Højst
Politiet modtog mandag eftermiddag en anmeldelse om tyveri af en bil. Bilen havde holdt på Kirkevej i Øster Højst ved Løgumkloster, da den blev stjålet. Bilen er grå/sølv metallic og af mærket Fiat Marea . Den er fra år 2001 og har nummerpladerne AP82199. Tyveriet skete kl. 1455.
Har du set noget, eller ser du bilen, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

Tre sigtelser til 33-årig mand
Mandag over midnat modtog politiet en anmeldelse om, at der cyklede en mand tæt på tilkørslen til Motortrafikvejen ved Alssundbroen. En patrulje blev sendt til stedet. Patruljen fandt manden, der også cyklede uden lys. Et opslag i politiets systemer viste, at den 33-årige mand kørte på en stjålet cykel. Manden virkede også påvirket af euforiserende stoffer. Patruljen kropsvisiterede manden og fandt en klump hash. Manden er nu sigtet for tyveri af cykel, kørsel uden lys på cykel og lov om euforiserende stoffer. Cyklen tog patruljen med retur til politistationen.