Skip to main content

Uddrag af døgnrapport den 4. maj 2016

Nyhed   •   Maj 04, 2016 10:29 CEST

Døgnrapport for:

04-05-2016

Syd- og Sønderjyllands Politi udgiver regelmæssigt uddrag fra døgnrapporten

Dæk punkteret på bil i Sdr. Gørding
Tirsdag morgen modtog politiet en anmeldelse om hærværk. En bil havde fået venstre forhjul punkteret med en kniv, da bilen holdt i Sdr. Gørding. Hærværket skete kl. 0315 natten til tirsdag. Der findes videoovervågning af hærværket, og politiet opfordrer derfor gerningsmanden til at melde sig selv.

Buskrydder stjålet fra garage i Esbjerg
Politiet modtog tirsdag formiddag en anmeldelse om indbrud i en garage på Niels Bohrs Vej i Esbjerg. Der blev blandt andet stjålet en buskrydder af mærket Honda model UMK435E2-UEET. Buskrydderen har serienummer 0000052614. Indbruddet er sket i tiden fra mandag eftermiddag kl. 1500 til tirsdag morgen kl. 0830.
Har du set noget, hører du om indbruddet, eller får du tilbudt køb af buskrydderen, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

Knallert stjålet fra Banegården i Esbjerg
En 60-årig mand fra Esbjerg fik tirsdag formiddag stjålet sin knallert. Knallerten er en sort PGO New Ligero fra år 2013. Det er en lille knallert, og den er indregistreret med nummerpladen XZ7121. Knallerten blev stjålet fra Banegården. Manden var i samtale med en buschauffør, han havde derfor parkeret knallerten ved siden af bussen. Her så tyven sit snit til at sjæle knallerten.
Så du tyveriet og kan du genkende manden, hører du om tyveriet, eller får du tilbudt køb af knallerten, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

Ring 1-1-4, hvis du ser trailer YY4020
Tirsdag over middag modtog politiet en anmeldelse om tyveri af en trailer. Traileren er sølvmetal og af mærket Brenderup. Den er fra år 1997 og indregistreret med nummerpladen YY4020. Der står Phøønix Tag med store røde bogstaver på traileren sider og bagende. Traileren blev stjålet fra Stubbæk Skolegade i Stubbæk ved Aabenraa i tiden fra mandag kl. 1500 til tirsdag morgen kl. 0700.
Ser du traileren, hører du om tyveriet, eller får du tilbudt køb af traileren bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

39-årig kvinde sigtet for butikstyveri
Matas i Kongensgade i Esbjerg tog tirsdag eftermiddag en butikstyv. En 39-årig kvinde havde taget varer og forsøgt at forlade butikken uden at betale. Da kvinden var på vej ud af butikken gik tyverialarmen i gang. Personalet bad kvinden om at følge med, og kontaktede ogsåCityvagten. Det vist sig, at kvinden havde stjålet varer for i alt kr. 3341,-. Alle varerne blev returneret, og kvinden er nu sigtet for butikstyveri.

Pung stjålet under indkøbstur
Tirsdag eftermiddag fik en kvinde stjålet sin pung under en indkøbstur i SuperBrugsen på Ulnæs i Gråsten. Da kvinden gik ind i forretningen, havde hun pungen i sin jakkelomme. Da hun nåede kassen og ville betale, opdagede hun, at pungen var væk.
Hører du om tyveriet, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.
Husk – at sikre dig for tyveri. Er din pung tæt inde på kroppen, gør du det svært for tyven.

To personer sigtet under rutinemæssig kontrol af bil
En patrulje stoppede tirsdag eftermiddag en bil til rutinemæssig kontrol på Flensborglandevej i Tinglev. Der var to personer i bilen. Føreren af bilen, en 33-årig mand, kunne ikke fremvise noget kørekort, han havde glemt det derhjemme. Manden havde små pupiller og virkede påvirket af euforiserende stoffer. En narkometertest viste kort efter positiv udslag på Cannabis. En forespørgsel i politiets register afslørede, at manden tidligere på dagen var blevet stoppet og sigtet for kørsel med euforiserende stoffer i blodet. Patruljen ransagede bilen, hvor de fandt en strømpistol. Strømpistolen tilhørte passageren i bilen, en 24-årig kvinde. Bilen de kørte i var også kvindens. Hun er nu sigtet for overtrædelse af våbenloven og for at have overladt førerretten til en person i narkopåvirket tilstand. Manden blev anholdt og kørt til en læge for at afgive en blodprøve. Han er nu sigtet for kørsel med euforiserende stoffer i blodet og for ikke at have medbragt sit kørekort.

Kaj Bojesen figurer stjålet fra forretning i Rødding
Natten til onsdag blev en patrulje sendt til Sønderalle i Rødding. En Alarm i en Imerco forretning var blevet aktiveret. Da patruljen nåede frem, kunne de konstatere, at der var sket indbrud i forretningen. Et glasskab med Kaj Bojesen figurer var blevet ødelagt, og flere figurer manglede. Indbruddet skete ved 0215 tiden.
Hører du om indbruddet, eller får du tilbudt køb af Kay Bojesen figurer, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.