Skip to main content

Uddrag af døgnrapport den 9. december 2015

Nyhed   •   Dec 10, 2015 11:23 CET

Døgnrapport for:

10-12-2015

Syd- og Sønderjyllands Politi udgiver regelmæssigt uddrag fra døgnrapporten

Varebil og traktor stødte sammen
Onsdag morgen på Bredevadvej i Bylderup-Bov påkørte en varebil en traktor. Varebilen og traktoren kom kørende i samme retning, og af uforklarlige grunde kørte varebilen op bag i traktoren. Heldigvis slap begge personer uskadt fra sammenstødet. Den 25-årige mand, der kørte varebilen, er nu sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

 

Kogeø stjålet fra sommerhus
Fra Vestervej på Rømø blev der onsdag formiddag anmeldt indbrud i et sommerhus. Der blev blandt andet stjålet fire fladskærme og en ny kogeø.
Hører du om tyveriet, eller får du tilbudt billige køb af nævnte varer, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi.

 

Videoovervågning fældede to tyve
Onsdag formiddag blev to personer sigtet for tyveri af tre 11 kilo gasflasker. Gasflaskerne blev stjålet fra et udendørs stålbur ved en købmand i Nørre Nebel. De to tyve, en kvinde og en mand, gjorde det let for politiet, de blev genkendt på stedets videoovervågning. Gasflaskerne blev senere fundet i deres bil ved bopælen. Flaskerne er returneret til købmanden, og kvinden og manden er nu sigtet for indbruddet.

 

Defekt strømforsyning slipper køer ud
På Hyrupvej i Bevtoft løb der onsdag ved middagstid og igen om eftermiddagen køer rundt på vejen. Årsagen til de løse dyr er formentlig en defekt strømforsyning. Politiet er blevet oplyst om, at et lyn har slået ned i strømforsyningen til elhegnet. Ejeren er blevet bedt om, at forholdet straks bringes i orden.

 

Utæt udstødning blev til tre sigtelser
En patrulje stoppede onsdag eftermiddag en bil på Hoptrup Hovedgade ved Haderslev. Bilen blev stoppet, fordi udstødningen var utæt og larmede. Føreren af bilen, en ung mand på 22 år, havde tidligere på året fået førerretten inddraget, og kunne derfor ikke fremvise et gyldigt kørekort. Der var heller ikke betalt forsikring på bilen. Manden er nu sigtet for alle forhold.

 

PGO motorcykel stjålet fra Skøjtehal
Onsdag aften blev en motorcykel stjålet fra Skøjtehallen på Gl. Vardevej i Esbjerg. Motorcyklen er en sølvgrå PGO G-Max fra år 2009. Den er indregistreret med nummerpladen HP13078.
Ser du motorcyklen, eller får du tilbud køb af den, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.