Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra den 18. december til 20. december 2015

Nyhed   •   Dec 21, 2015 11:55 CET

Døgnrapport for:

21-12-2015

Syd- og Sønderjyllands Politi udgiver regelmæssigt uddrag fra døgnrapporten

Fredag

Tasker og lamper stjålet
Fredag morgen blev der fra Nørrevang i Aabenraa anmeldt indbrud. Der blev blandt andet stjålet to tasker af mærket Depeche, en iPhone 5s og tre PH bordlamper af modellen 2/1.
Hører du om tyveriet, eller får du tilbudt køb af nævnte varer, bedes du kontakte Syd-og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

AR54593 stjålet fra VW Up
Fredag morgen blev der anmeldt tyveri af nummerplader AR54596 fra en bil. Bilen havde holdt parkeret på en parkeringsplads på Kongeåvej i Brørup. Nummerpladerne er stjålet fra en VW Up.
Ser du nummerpladerne, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

Kender du kvinden?
Fredag eftermiddag blev der stjålet benzin fra Shell på Kongevej i Gråsten. En bordeaux Ford Mondeo stationcar årgang 1997-2000, fik tanket ca. 58 liter benzin. Bilen havde monteret nummerplader, der tilhørte en Citröen Saxo.Kvinden, der kørte bilen, valgte at køre fra stedet uden at betale. Kvinden beskrives som:

  • 30-40 år
  • 160-170 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Dansk af udseende
  • Lyst langt hår
  • Hestehale
  • Iført rød jakke med hætte

Ved siden af kvinden sad der en person som bar kasket.
Kender eller genkender du kvinden og bilen, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

Kvinder stjal nøgler og medicin
Natten til lørdag blev der begået tyveri fra et værtshus i Borgergade i Esbjerg. To kvinder havde stjålet nøgler og medicin fra jakker. Kvinderne blev tilbageholdt af en dørmand, og inden politiet nåede frem, havde kvinderne afleveret nøglerne til de forurettede personer. Kvinderne blev anholdt og bragt med på stationen. Da kvinderne blev sikkerhedsvisiteret fandt politiet den stjålne medicin. Medicinen er tilbageleveret til rette ejer, og begge kvinder er nu sigtet for tyveri.

Lørdag

Makita værktøj stjålet fra varebil
Natten til lørdag blev der begået tyveri fra en varebil. Bilen holdt parkeret på Platanvej i Hammelev ved Vojens. Der blev blandt andet stjålet et Bacho topnøglesæt, to slagboremaskiner, to skruemaskiner med tilhørende batterier, en rundsav og en stiksav, alle af mærket Maktia.
Hører du om tyveriet eller får du tilbudt køb af nævnte værktøjer, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

Fyrværkeri skyld i hærværk
Lørdag middag blev der begået hærværk på Søndergade i Brørup. Et kanonslag eller en krysantemum bombe blev smidt op på taget af en forretning. Da fyrværkeriet sprængte blev der sprængt stykker af tagstenene, og der blev sprængt hul på tagrenden.
Kender du gerningsmanden eller hører du om episoden, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

Kobber væglampe stjålet
Fra Birkedals Alle i Esbjerg blev der lørdag eftermiddag anmeldt tyveri. Fra husets ydervæg var der blevet stjålet en kobber PH væglampe.
Hører du om tyveriet, eller får du tilbudt køb af lampen, bedes dukontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

Søndag

18-årig sigtet for spirituskørsel
Natten til Søndag blev en mand stoppet ud for Sønderborg Slot. Patruljen ville lave en rutinemæssig kontrol af fører og bil. Manden lugtede af alkohol og en test viste, at promillen var over det tilladte. Manden blev sigtet for spirituskørsel, og han måtte en tur forbi Sønderborg sygehus for at afgive en blodprøve. Resultatet af blodprøven vil være afgørende for sagens videre forløb.

 

PGO Big Max stjålet fra garage
Søndag morgen blev der anmeldt tyveri af en knallert. Knallerten er stjålet fra en garage på Ulvsgyde i Fjelstrup ved Haderslev. Knallerten er en sort PGO Big Max fra år 2008. Den har nummerplade OP357. Knallerten er stjålet mellem klokken 05.00 og 09.00 søndag morgen.
Ser du knallerten, hører du om tyveriet, eller får du tilbudt køb af den, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

Øremærket kalv savnes
En mand fra Bovlund Bygade i Branderup anmeldte søndag formiddag, at han manglede sin kalv. Kalven er sort og hvid. Den er øremærket med 45035/2019 og har undernummer 8554.
Ser du kalven, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på1-1-4.

 

Uddrag af weekendens sigtelser
Syd- og Sønderjyllands Politi har hen over weekenden sigtet to personer for spirituskørsel, to personer for kørsel med euforiserende stoffer i blodet og fire personer for kørsel uden førerret.