Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra den 4. december til 6. december 2015

Nyhed   •   Dec 07, 2015 14:51 CET

Døgnrapport for:

07-12-2015

Syd- og Sønderjyllands Politi udgiver regelmæssigt uddrag fra døgnrapporten

Fredag

Cyklist påkørt i Sønderborg
Fredag morgen overså en mand en cyklist i krydset Elholm/Nørrekobbel i Sønderborg. Manden kom kørende ad Elholm og skulle svinge til højre, her overså han en kvinde på cykel. Heldigvis kørte manden ikke med høj hastighed, da han ramte kvinden. Kvinden slap med skrækken og små knubs.
 

Pigetoilet overskrevet med mishagsytringer
Deutsche Schule i Tinglev anmeldte fredag morgen hærværk begået på et pigetoilet på skolen. Der er med tusch skrevet mishagsytringer, slagord og trusler på toilettes vægge, døre og inventar. Hærværket er sket tirsdag den 1. december mellem klokken 1200 og 1300.
Har du set eller hørt noget om, hvem der kan have begået hærværket, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

Tv og brusehoved stjålet fra sommerhus
Fredag middag blev der begået indbrud i et sommerhus på Davidstræde i Tvismærk på Rømø. Der blev blandt andet stjålet et Philips tv med receiver, et Boxer tv kort og et brusehoved af mærket Grohe.
Har du set noget, eller får du tilbudt køb af nævnte varer, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

Er det din bil, der udbrændte?
Fredag aften udbrændte en bil på Jørgen Hansens Vej i Holsted. Ved patruljens ankomst var brandvæsnet i gang med at slukke ilden i bilen. Bilen udbrændte men det kunne konstateres, at bilen var en rød Nissan Skyline.
Har du set noget mistænkeligt, eller savner du din røde Nissan Skyline, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

19-årig sigtet for spirituskørsel
En mand blev fredag aften sigtet for spirituskørsel. Manden kom kørende ad Torvet i Varde, da en patrulje standsede bilen. Manden blev anholdt, og kørt til afhøring på Politigården i Varde. En læge blev tilkaldt til at udtage en blodprøve. Resultatet af blodprøven er afgørende for sagens videre forløb.

Lørdag

Vidne stoppede tyv i at stjæle en bil
På Brofennen i Tønder forsøgte en mand natten til lørdag at stjæle en varebil. En vidne havde set, at der sad en mand inde i bilen. Vidnet syntes det virkede mistænkeligt og valgte derfor at kontakte manden. Manden i bilen reagerede langsomt, men valgte at gå fra stedet. Han gik ad Popsensgade mod Vestergade. Manden beskrives som:

  • 25-30 år
  • Ca 185 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Lys hudfarve
  • Kort lyst hår
  • Iført grå/mørkt tøj

Hører du om tyveriforsøget eller genkender du manden, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

Kender du tasketyven?
Lørdag formiddag fik en kvinde på Gl. Vardevej i Esbjerg stjålet sin taske. Kvinden og hendes mand gik mod Dokken. Kvinden bar tasken over venstre skulder, da en knallertkører pludselig rev tasken fra hende. Manden på knallerten flygtede ind i Vognsbølparken, og kvinden løb efter. I udkanten af skoven fandt hun sin taske og det meste af indholdet. Tyven stjal kr. 300,- og han beskrives som:

  • 18-20 år
  • 175 cm høj
  • Dansk af udseende
  • Spinkel af kropsbygning
  • Iført mørkt tøj
  • Kørte på knallert

Hører du om tyveriet, eller genkender du tasketyven, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

Kaffetørstig og chokoladesyg tyv
Plejecenteret Solgården i Bedsted ved Løgumkloster anmeldte lørdag middag tyveri af kaffe og chokolade. Tyven må have været sliksyg og kaffetørstig, for der blev stjålet 11 kasser Frellsen kaffe, syv kasser Toms Chokolader og ca. fire kilo marcipan fra plejecentres garage. Tyveriet er sket mellem den 3. og 4. december.
Hører du om tyveriet, eller har du set noget, eller får du tilbudt billig kaffe og chokolader, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

Spritbilist kørte i den forkerte vejbane
Lørdag aften på Vesterhavsvej i Nymindegab blev en 73-årig mand sigtet for spirituskørsel. Manden havde kørt i den forkerte vejbane, så modkørende måtte undvige ud i græsrabatten. Anmelder vendte bilen og kørte efter manden, indtil han holdt ind til siden. Her tog anmelder kontakt til den 73-årige mand. Han lugtede af alkohol og virkede godt beruset. Politiet blev tilkaldt, og en udåndingsprøve viste langt over det tilladte. Manden måtte også afgive en blodprøve, og resultatet af den vil være afgørende for sagens videre forløb.

Søndag

Smykker stjålet fra villa
På Rosenbakken i Haderslev blev der søndag formiddag anmeldt et indbrud. Der blev blandt andet stålet smykker fra et smykkeskrin
Har du set eller hørt noget, eller får du tilbudt køb af billige smykker, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

 

Sprængte postkasser i stykker
Fra Solsortevej i Bramming modtog politiet søndag formiddag en anmeldelse om hærværk. En postkasse var formentlig sprængt i stykker med noget fyrværkeri. Men det var ikke kun postkassen, som blev ødelagt. Splinter fra postkassen havde også ødelagt noget af dørkarmen.
En beboer på Gabelsparken i Bramming fik også sin postkasse sprængt i stykker, og Odinsvej i Vojens kunne søndag eftermiddag også anmelde om fire sprængte postkasser.Årsagen her var også fyrværkeri.

 

Påkørte kantsten og endte på taget
På Augustenborg Landevej i Sønderborg skete der søndag aften en uheld. En kvinde ramte kantstenen på vej ud af en rundkørsel. Hun mistede herredømmet over bilen og kørte ned af en høj skrænt, inden bilen til sidst tippede om på taget. Kvinden kravlede selv ud af bilen og heldigvis slap hun med skrækken. Falck blev tilkaldt til at afhente bilen.

 

Uddrag af weekendens sigtelser
Syd- og Sønderjyllands Politi har hen over weekenden sigtet seks personer for spirituskørsel, fem personer for kørsel med euforiserende stoffer i blodet og en person for kørsel uden førerret.