Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra den 6. maj til den 8. maj 2016

Nyhed   •   Maj 09, 2016 14:22 CEST

Døgnrapport for:

09-05-2016

Syd- og Sønderjyllands Politi udgiver regelmæssigt uddrag fra døgnrapporten

 

Kemikalier stjålet fra et maskinhus ved Haderslev
Natten til fredag blev der stjålet kemikalier fra et maskinhus på Nørbygårdsvej i Marstrup ved Haderslev. Der blev blandt andet stjålet Matrigon og Starane XL, der begge er et middel til ukrudtsbekæmpelse. Der blev også stjålet Orius, som er et svampemiddel.
Hører du om tyveriet, eller får du tilbudt køb af de nævnte midler, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

Hvem har fået nye havemøbler?
Fra Vaskilde i Dybbøl blev der natten til fredag stjålet havemøbler fra en terrasse. Der blev stjålet seks stk. højryggede sorte havestole og to sorte solsenge. Alle møblerne er af materialet rattan.
Har du set noget mistænkeligt, hører du om tyveriet, eller får du tilbudt køb af nævnte havemøbler, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

Havetraktor stjålet fra Krolf klub i Bevtoft
Fredag formiddag modtog politiet en anmeldelse om indbrud i en garage på Diagonalvej i Bevtoft. Der blev stjålet en gul havetraktor af mærket Stiga Park. Havetraktoren var monteret med en frontklipper. Havetraktoren tilhører Bevtoft Krolf Klub, og den blev stjålet i tiden fra mandag den 2 maj kl. 1800 til fredag den 6. maj kl. 1000.
Hører du om indbruddet, eller får du tilbudt køb af traktoren, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

Frontalt sammenstød mellem bil og cykel
På Tane Hedevej i Blåvand skete der fredag lidt over middag et færdselsuheld. En 41-årig kvinde kom kørende i bil ad Søren Gades Mark, og i T-krydset ved Tane Hedevej drejede kvinden til højre. Kvinden havde kørt cirka 10 meter, da en mand på triatloncykel kørte frontalt ind i bilen. Tilsyneladende skete der ingen personskader. Alligevel blev manden kørt til nærmere undersøgelse på Sydvestjysk Sygehus. Bil og cykel slap knap så nådigt, de havde begge fået materielle skader.

Audi A6 - AG81855 - stjålet i Esbjerg
Fredag først på eftermiddagen modtog politiet en anmeldelse om tyveri af en bil. Bilen havde holdt på Uglvigvej i Esbjerg, da den blev stjålet. Bilen er en hvid/creme farvet Audi A6 Limousine 2,0 TDI AUT. Den er fra år 2011 og er indregistreret med nummerpladen AG81855. Tyveriet er sket i tiden fra torsdag aften kl. 2230 til fredag formiddag kl. 1000.
Har du set noget mistænkeligt, hører du om tyveriet, eller ser du bilen, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

To mænd stjal cowboybukser fra MR i Ribe
Fredag eftermiddag tog butikken MR i Ribe to mænd i at stjæle. Mændene havde vakt personalets interesse. De gik rundt i forretningen med en plasticpose, og virkede interesseret i nogle cowboybukser. En ansat i forretningen genkendte dem fra et tidligere butikstyveri og kontaktede politiet. De to mænd gik stadig i forretningen, da politiet kom frem. Den ansatte og politiet fulgte de to mænd på et overvågningskamera. Pludselig gik de to mænd mod butikkens udgang med en fyldt plasticpose. Betjentene råbte mændene an og fik dem stoppet. I posen blev der fundet to par bukser til en værdi af i alt kr. 1300,-. Mændene, der kommer fra Thisted området, er nu begge sigtet for butikstyveri.

Patrulje eftersatte bil i Vejen

En patrulje forsøgte fredag aften på Plantagevej i Vejen at stoppe en bil til rutinemæssig kontrol. Der var fire personer i bilen. Føreren, en 18-årig mand, ønskede ikke at stoppe, i stedet kørte han over for rødt lys. Patruljen eftersatte bilen og fik den stoppet på Drachmannsvej. Den 18-årige mand kunne ikke fremvise noget kørekort. Han havde nemlig endnu ikke taget et. Bilens kabine lugtede mistænkeligt af hash. Patruljen valgte derfor at kropsvisitere manden. Resultatet blev, at betjentene fandt en klump hash. En narkometertest gav også positiv udslag på cannabis. Manden blev anholdt og kørt til en læge for udtagelse af blodprøve. Han er nu sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger, kørsel overfor rødt lys, kørsel uden førerret, kørsel med euforiserende stoffer i blodet og for lov om euforiserende stoffer.

Lørdag

PGO knallert stjålet fra Sandager i Vojens
Natten til lørdag blev der stjålet en knallert fra Sandager i Vojens. Knallerten er en rød PGO Hot 50, og den er indregistreret med nummerpalden BK4154. Det er en lille knallert, og den har stelnummer RFVPMPS22F1231571. Knallerten blev stjålet fra en indkørsel, hvor den stod låst med både skivelås og ratlås.
Ser du knallerten, eller hører du om tyveriet, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

Afspærringssøjle smidt oven på bil i Bramming
Lørdag morgen modtog politiet en anmeldelse om hærværk på en bil. Bilen, en Peugeot 208,holdt i en carport på Langsigparken i Bramming, da den fik smidt en rød trafikafspærringssøjle med reflekser smidt ovenpå taget. Hærværket har givet dybe ridser på taget og på højre side af bilen. Hærværket er sket i tiden fra fredag aften kl. 2300 til lørdag morgen kl. 0800
Har du set noget, eller hører du om hærværket, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

Airbags stjålet fra minibusser
Lørdag formiddag modtog politiet en anmeldelse om tyveri af airbags fra Kliplev Erhvervspark i Kliplev. Der er blevet knust sideruder og stjålet airbags fra 30 minibusser, alle af mærket Mercedes. Tyveriet er sket i tiden fra torsdag kl. 1800 til lørdag kl. 1130, hvor busserne stod på en indhegnet parkeringsplads.
Hører du om tyveriet, eller får du tilbudt køn af nævnte airbags, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands politi på 1-1-4.

27-årig mand stjal jordbær, vaniljecreme og mokai
SuperBrugsen ved Strandby Plads i Esbjerg tog lørdag eftermiddag en mand 27-årig mand fraHorbo i at stjæle. Manden havde bedt om hjælp til at finde en vare. Den ansatte, som hjalp manden, så, at manden tog varen ind under sin jakke. Manden gik til forbi kasselinjen uden at betalte, og her bad den ansatte manden om at følge med. Det skabte lidt postyr, derfor blev politiet hurtigt tilkaldt. Patruljen fik manden med i et baglokale, og her viste han tyvekosterne frem. Han havde stjålet for i alt kr. 145,-. Manden er nu sigtet for butikstyveri.

19-årig sigtet for spirituskørsel i Haderslev
En patrulje så lørdag aften en bil med for høj hastighed på Hirsevej i Haderslev. Bilen kørte i modsatte kørselsretning, men patruljen valgte alligevel at eftersætte bilen. Patruljen nåede først at indhente bilen på Starup Skolevej i krydset ved Petersmindesvej, hvor de fik bilen standset. Der var fem personer i bilen. Føreren, en 19-årig mand, fremviste gyldigt kørekort. Manden havde blanke øjne og virkede let påvirket af alkohol. En alkometertest viste kort efter en promille over det tilladte. Manden blev anholdt og kørt til en læge for at afgive en blodprøve. Han er nu sigtet for spirituskørsel.

Placering af engangsgrill skyld i mindre brand
Lørdag lidt over midnat blev en patrulje sendt til Hjelmevej ved Henne Strand i Henne. Der havde været ild på en terrasse til en ferielejlighed i et feriecenter. Da patruljen kom frem var ilden slukket, og indsatslederen fra Brand var i gang med at undersøge brandårsagen. Det viste sig, at en beboer havde stillet en brugt engangsgrill på en plastikstol. Ilden havde bredt sig rundt på terrassen og op ad taget. Heldigvis kom ingen til skade. Beboeren er nu sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

Søndag

Lamper og brugskunst stjålet fra villa i Esbjerg
Natten til søndag blev der begået indbrud på Ingemanns Alle i Esbjerg. Der blev blandt andet stjålet flere PH lamper, to hvide glas pendler og to stander lampe. Der blev også stjålet 10 styk sorte 7’er stole af Arne Jacbobsen, en Georg Jensen lysestage – den store model, en blå Kay Bojesen sangfugl, og en stor og lille Kaj Bojesen abe.Indbruddet er sket i tiden fra lørdag midnat til søndag morgen kl. 0700.
Hører du om indbruddet, eller får du tilbudt køb af nævnte varer, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

Campingvogn stjålet i BillumSøndag middag modtog politiet en anmeldelse om tyveri af en campingvogn. Campingvognen er hvid med blå skrift og af mærket Bürstner. Den er fra år 1993 og er indregistreret med nummerpladen BC7177. Campingvognen er stjålet i tiden fra lørdag eftermiddag kl. 1500 til søndag middag kl. 1130, hvor den stod til salg på Kirkebyvej i Billum ved Varde.
Hører du om tyveriet, eller ser du campingvognen, bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

Høj fart og overhaling over spærrelinjer gav en mand tre sigtelser
En civil patruljebil blev søndag eftermiddag overhalet af en bil på Sønderborgvej ved Rinkenæs. Bilen overhalede patruljen hvor der er fuldt optrukket spærrelinjer og dårlige oversigtsforhold på grund af en bakketop. Patruljen eftersatte bilen og tog en hastighedsmåling. Bilen nåede at foretage endnu en overhaling over fuldt optrukket spærrelinjer inden bilen blev bragt til standsning på Fjordvejen ved Kruså. Føreren af bilen, en18-årig mand, var ikke glad for at blive stoppet, han var godt klar over, at han havde kørt alt for stærkt. Han blev målt til en hastighed over 170 km/t, hvor den tilladte hastighed er 80 km/t.Manden er nu sigtet for hastighedsovertrædelse og to gange for overhaling over fuldt optrukket spærrelinjer.

Uddrag af weekendens sigtelser
Syd- og Sønderjyllands Politi har hen over weekenden sigtet ni personer for spirituskørsel, fem personer for kørsel med euforiserende stoffer i blodet og seks personer for kørsel uden førerret.