Skip to main content

17-årig skudt i hovedet med kraftigt luftgevær

Pressemeddelelse   •   Nov 04, 2013 10:21 CET

Hvad der tilsyneladende først så ud til at være en knallertulykke i Esbjerg, har vist sig at være noget helt andet.

Søndag aften kl. 21.40 blev en 17-årig mand bragt ind på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg fra Grådybet / Gl. Vardevej i Esbjerg. Han var tilsyneladende styrtet på knallert og havde læsioner i hovedet. Ved en nærmere undersøgelse blev det konstateret, at den unge mand havde et indskudshul i hovedbunden, og der sad fortsat et blyhagl i hjernen.

Politiets efterforskning natten igennem førte til en 50-årig mand. Han har erkendt, at han fra en altan i en lejlighed på bagsiden af Gl. Vardevej med et kraftigt luftgevær havde skudt mod og ramt den 17- årige i hovedet.

Den unge mand er overført til Universitetshospitalet i Odense, og hans tilstand er kritisk.

Den 50-årige gerningsmand tilstår de faktiske omstændigheder og bliver fremstillet i grundlovsforhør i retten i Esbjerg mandag kl. 12.15.

Mediernes kontaktperson er vicepolitiinspektør Bent Thuesen


Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med hovedstation i Esbjerg og lokalstationer i Haderslev, Ribe, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.