Skip to main content

Antallet af tyverier fra varebiler daler fortsat I Syd- og Sønderjylland

Pressemeddelelse   •   Feb 26, 2017 06:00 CET

I løbet af de seneste fem år er der sket en halvering af tyverier fra varebiler og lastbiler i Syd- og Sønderjyllands politikreds.

I 2012 var der 539 anmeldelser, mens tallet i 2016 var faldet til 229.

- Vi er naturligvis meget glade for denne udvikling, men vi ønsker på ingen måde at hvile på laurbærrene. Så vi skal fastholde udviklingen og have tallene endnu længere ned i samarbejde med virksomhederne, siger specialkonsulent Christian Østergård fra Det Kriminalpræventive Sekretariat i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Indbrud i varebiler koster nemlig dyrt i tabt arbejdstid, reparationer og erstatning af udstyr, værktøj og materialer. Nogle biler kører rundt med specialværktøj for mange penge, og derfor kan varebilerne være oplagte mål for tyve.

Men selskaberne slipper for mange bekymringer og store ekstraudgifter, når de sikrer varebiler effektivt mod tyveri. Og parkerer køretøjerne et sted, hvor der er naturlig overvågning og ”øjne” på bilen, så det er forbundet med stor opdagelsesrisiko at forsøge at slippe af sted med værktøj og materialer.

Og jo længere tid tyven skal bruge på at få adgang til værdierne i bilen, jo bedre. Firmaerne kommer langt ved at sørge for, at varebilen altid er forsvarligt låst, og at tyven ikke kan komme ind i bilen uden en nøgle.

Gode råd

  • Tænk over hvor du parkerer din varebil. Du kan for eksempel parkere bilen med bagklappen op mod en mur, et stakit eller en hæk, så tyven ikke kan komme ind. Parker på befærdede steder med god belysning, hvor nogen kan holde øje med køretøjet, og tyven dermed overvåges
  • Tænk over hvad du har med i bilen. Værktøjet placeres, så det ikke er synligt udefra - om muligt fjernes dyrt værktøj fra bilen og opbevares et sikkert sted
  • Det, der ønskes sikret, må ikke være direkte synligt udefra. Undgå derfor at lade værdifuldt udstyr, værktøj og værdifulde genstande ligge synligt fremme inde i førerkabinen
  • Mærk dit udstyr og værktøj – enten synligt eller usynligt, så det tydeligt kan spores tilbage til virksomheden
  • Dyrt værktøj kan udstyres med GPS-tracker
  • Sæt piktogrammer uden på varebilen, så tyven tydeligt kan se, at bilen er sikret. Det gør tilskyndelsen til tyveri mindre
  • Beskriv en sikringspolitik, så det blandt andet står klart, at uvedkommende ikke får kendskab til, hvor værdifuldt værktøj m.m. befinder sig
  • Anvend eventuelt videoovervågning, alarm eller GPS

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med hovedstation i Esbjerg og lokalstationer i Haderslev, Ribe, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.