Skip to main content

Børnene er på vej ud i skoletrafikken lige om lidt. Er du bevidst om dit ansvar?

Pressemeddelelse   •   Aug 03, 2015 09:00 CEST

I tusindvis af børn starter de næste uger både i skolen og i trafikken. Det er et fælles ansvar, at børnene er så godt forberedte som muligt, og at alle holder øje med og hjælper dem.

Det gælder både de børn, der er helt nye trafikken, men også de usikre børn, som ikke har fået den nødvendige træning – blandt andet fordi alt for mange forældre desværre vælger at køre børnene i skole i bil, selv på korte strækninger.

Træn dit barn ved at gå eller cykle skolevejen med det. Børn har brug for gentagelser for at lære – så en gang eller to er ikke nok.

Flere kontroller og færre overtrædelser

Syd- og Sønderjyllands Politi vil som tidligere være massivt til stede ved skolerne i starten af skoleåret. Det gælder både ATK-vogne, patruljer og motorcykelbetjente.

Politikredsen har afholdt et stigende antal kontroller i forbindelse med skolestart. I 2014 var der 136 kontroller i den forbindelse. Heldigvis har det vist sig, at antallet af rapporter ved kontrollerne har haft en faldende tendens.

I 2010 blev der i gennemsnit skrevet 8,5 rapporter pr. skolestarts-kontrol, mens tallet i 2014 var 3,3 rapporter i gennemsnit pr. kontrol. Rapporterne gælder alle overtrædelser – fra hastighed over manglende brug af sele, snak i mobiltelefon og så videre.

- Det er en utrolig glædelig udvikling, siger politikommissær Søren Knudsen fra færdselsafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi. Den må vi holde fast i. Også fordi hver eneste af overtrædelserne kunne have været den, der endte ulykkeligt for et barn og dets forældre. Det er også værd at huske, at det tit er forældrene selv, som begår overtrædelser af færdselsloven på vej til skolen. Et råd til forældre, som nødvendigvis skal transportere deres barn, er, at de forældre skaber sig selv den fornødne tid og ro til aflevering af barnet i hele skolens afleveringstidsrum og ikke venter til sidste øjeblik inden ringetiden.

Hvad gør skolen?

Alle skoler og daginstitutioner i Syd- og Sønderjyllands Politikreds skal have en trafikpolitik.

Hvis dit barn skal færdes sikkert, så spørg til og efterlev skolens politik.

Er politikken revideret, eller er det en ældre, støvet version?

Er den kendt af alle, og bliver den rent faktisk udlevet af ledere, lærere, forældre og børn?

Inddrager skolen færdselsemner i den almindelige undervisning?

Deltager klasserne i skolestartskonkurrencen 2015, og bakker kommunen og skolen aktivt op om Rådet for Sikker Trafiks kampagne på deres intranet og websites? ?

www.sikkertrafik.dk/skolestart finder du overskuelige og let læselige råd, vejledninger og materiale til både forældre, lærere og skolen.

Fem gode råd til de nye skolebørns forældre:

1.Vælg den sikreste rute til skolen – ikke nødvendigvis den korteste

2.Gå ned i knæ og se trafikken med dit barns øjne

3.Husk cykelhjelmen og lær dit barn at give tegn i trafikken

4.Er du i bil så vælg evt. mindst en ugentlig gå- eller cykeldag

5.Husk at børnene kopierer dine vaner i trafikken

Mediernes kontaktperson hos Syd- og Sønderjyllands Politi er i uge 32 politikommissær Søren Knudsen, tlf. 72 58 43 33. Fra og med uge 33 er det vicepolitiinspektør Knud Reinholdt, tlf. 72 58 46 00.

Hvis der er medier, der ønsker at besøge en eller flere af kontrollerne, bedes det aftalt i så god tid som muligt med enten Søren Knudsen eller Knud Reinholdt.

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med hovedstation i Esbjerg og lokalstationer i Haderslev, Ribe, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.