Skip to main content

Det laveste antal juleindbrud i mange år

Pressemeddelelse   •   Jan 10, 2018 06:30 CET

98 indbrud i beboelse fra og med den 20.12 2017 til og med den 3.01. 2018. Det er det laveste antal indbrud i julen i mange år i Syd- og Sønderjyllands Politikreds.

Det skyldes sandsynligvis flere faktorer. Kredsens specialiserede indbrudsgrupper arbejder målrettet med efterforskning af indbrud og de kriminelle, der begår dem. Via analyser af hvor, hvornår og hvordan indbruddene aktuelt foregår bliver der lavet særlige planer, så kredsenes patruljer koncentrerer sig om de områder, hvor tyvene især er aktive.

Rådgiverne, der arbejder med forebyggelse af indbrud, har også i år gjort et stort arbejde for at formidle, hvad borgerne kan gøre for at undgå indbrud. Både via besøg hos de enkelte borgere, med offentlige møder og via kampagner. Samtidig har politikredsen et stort antal borgere tilknyttet Nabohjælp.

I 2013 var der i samme periode 231 indbrud, i 2014 181, i 2015 122, i 2016 154 og altså i 2017 98.

-Hvert eneste indbrud er et for meget. Men vi er meget glade for at se den positive udvikling. Det siger linjechef for områdecentrene, politiinspektør Kaj Nielsen. Nu gælder det så om at holde fast i tendensen, og der har vi brug for borgernes hjælp med fokus på at sikre boligen og at hjælpe hinanden med at holde øje med naboens hus, med kvarteret og med området.

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med områdecentre i Esbjerg, Haderslev og Sønderborg,  samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.