Skip to main content

Esbjerg Kommune og Syd- og Sønderjyllands Politi går sammen til kamp mod e-hæleri

Pressemeddelelse   •   Dec 10, 2015 10:08 CET

Internettet er blevet tyvenes største markedsplads. Køberne af tyvekosterne får sig en slem overraskelse, når de pludselig havner i en sag om hæleri. At købe stjålne varer straffes lige så hårdt som selve tyveriet. For at begrænse hæleri og sætte en prop i fødekæden går Esbjerg Kommune og Syd- og Sønderjyllands Politi sammen om en hælerikampagne for at få borgerne til at sige NEJ til at købe stjålne varer, så vi kan begrænse indbruddene i Esbjerg Kommune.

Danskere køber hvert år brugte varer for milliarder af kroner på internettet. Desværre er en stor del af disse varer tyvekoster fra danske hjem, institutioner og virksomheder, som i stor stil omsættes via fx Den Blå Avis, Gul & Gratis, QXL, Trendsales, Facebook, eller via online auktioner som fx eBay. Populære tyvekoster er smartphones, tablets, computere, guld og sølv smykker og designermøbler.

- Vi skal have danskerne til at fjerne undskyldninger for at købe stjålne varer og skærpe tolerancen over for hæleri. Det er både dumt og dyrt at købe stjålne varer. Og så længe der er danskere, som køber stjålne varer, så længe vil der også være indbrudstyve, som brækker ind i vore huse, siger politidirektør Jørgen Meyer fra Syd & Sønderjyllands Politi.

Esbjerg Kommune oplever også indbrud med henblik på videresalg af de stjålne sager. Derfor støtter borgmester Johnny Søtrup op om kampagnen.

- Det er rigtig ærgerligt, at vi skal bruge ressourcer på at håndtere indbrud, og samtidig skaber det usikkerhed hos vores borgere, når der er stjæles fra vores institutioner. Vi vil rigtig gerne være med til at gøre Esbjerg til et mere sikkert sted at bo, og undgå at nogle ufrivilligt bliver hælere, fordi de ikke ved bedre, siger borgmesteren.

Europarekord i indbrud

På trods af faldende indbrudstal har vi fortsat europarekord i indbrud. En væsentlig faktor til disse høje indbrudstal er, at hæleri er et meget udbredt fænomen i befolkningen. Hælermarkedet følger de almindelige markedskræfter, så er der efterspørgsel efter hælervarer, betyder det flere indbrud.

Men den billige pris, som en hæler kan købe en smartphone til, kan have haft store omkostninger for ejeren, som har fået stjålet telefonen. Derfor er forebyggelse af hæleri et vigtigt område at sætte fokus på, hvis vi ønsker at bekæmpe indbrud i vores hjem. Det skal blive lige så socialt uacceptabelt at købe tyvekoster som fx spirituskørsel.

Den typiske hæler

Kampagnens fokus er e-hæleri, fordi på internettet får tyvene adgang til købere, som de ellers ikke vil nå. Tyvene har den største markedsplads nogensinde. Og køberne er fri for at møde den ”grimme” tyveknægt. En typisk hæler er ifølge en undersøgelse lavet af Epinion for Det Kriminalpræventive Råd en mand mellem 20 og 39 år. Derfor er det de unge mænd, som kampagnen gerne vil nå.

Stop e-hæleri

www.stop-e-hæleri.dk kan alle blive klogere på, hvordan man undgår at blive hæler. Det er nemt at tage nogle enkelte forholdsregler som fx at spørge til en kvittering, få varen samtidig med, at du betaler og lad handlen foregå ved sælgers hjemadresse. Brug også Politiets nye app, hvor du kan tjekke om en cykel eller bil er stjålet.

FAKTA:

  • Du bliver kriminel, når du køber stjålne varer
  • Hæleri giver en plet på straffeattesten
  • Det er ligeså strafbart at købe stjålne varer, som at stjæle selv
  • Selv om du har handlet i god tro, så er varen ikke din, hvis den er stjålet
  • Internettet er indbrudstyvens og hælerens største markedsplads
  • Tyve arbejder på bestilling. Som køber af stjålne varer, sender du tyven ud til næste indbrud.

Flere anmeldelser af hæleri:

20102011201220132014
Indbrud17681778149612541388
Tyveri36033500283025702638
Hæleri3346272547

Tabellen viser anmeldelser om indbrud, tyveri og hæleri i Esbjerg kommune (Kilde: Syd- og Sønderjyllands politi).

God og sikker brugt handel på nettet:

  • Tjek sælgeres identitet – slå sælgerens oplysninger op på internettet og undersøg, om navn, adresse, e-mail osv. stemmer overens
  • Afhent altid varen på sælgers bopæl. Det er en dårlig idé at får varen sendt eller at mødes med sælgeren i en skummel parkeringskælder eller ved et indkøbscenter. Bed eventuelt også om at se ID på sælgeren, så du ved, han er den, han giver sig ud for at være
  • Vurder varens pris i forhold til mærke, kvalitet m.v.
  • Betal aldrig, før du har varen i din besiddelse
  • Få den originale kvittering med. Det er ikke altid muligt, men udvis sund skepsis, hvis sælger ikke kan bevise købet – især hvis varen er relativt ny. Gå kvitteringen nøje efter - det kan være en forfalskning. Er du i tvivl, kan du kontakte den butik, hvor kvitteringen er fra, og tjekke om ordrenummeret er korrekt
  • Få garantibeviset. Ud over at dette er med til at sikre dig, at varen er handlet lovligt, kan du også benytte garantibeviset, hvis der skulle blive problemer med dit køb
  • Gem en kopi af annoncen og korrespondancen mellem dig og sælger
  • Er du ved at købe en cykel eller bil, så kontroller stelnummer og registreringsnummer Politi app’en
  • Brug din sunde fornuft – når noget lyder for godt til at være sandt, er der som regel fare på færde
  • Tag ingen chancer – hvis du er i tvivl, så drop handlen.

www.stop-e-hæleri.dk kan alle blive klogere på, hvordan man undgår at blive hæler.

For mere information:

Syd- og Sønderjyllands Politi: specialkonsulent Christian Østergård på mobil 72 58 38 12
www.stop-e-hæleri.dk

Den vedhæftede informationsgrafik kan frit gengives med kildeangivelse.

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med hovedstation i Esbjerg og lokalstationer i Haderslev, Ribe, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.