Skip to main content

Haderslev med i indsatsen mod cykelulykker

Pressemeddelelse   •   Aug 28, 2017 15:44 CEST

Haderslev spiller sammen med fire andre kommuner på landsplan en nøglerolle i en ny kampagne fra Rådet for Sikker Trafik, der skal hjælpe flere cyklister sikkert gennem krydset. Vejkryds er de områder i trafikken, hvor der sker flest alvorlige ulykker med cyklister.

De senere år har der samlet set været et fald i antallet af trafikulykker, men desværre er der ikke samme positive udvikling, hvis man kigger på cykelulykker. Her ligger antallet af ulykker stabilt, og det er tydeligt, at især kryds er risikable for de cyklende.

På landsplan blev i alt 81 cyklister dræbt, mens 1.744 kom alvorligt til skade i en krydsulykke fra 2012-16, viser tal fra Vejdirektoratet. Og i Syd- og Sønderjyllands politikreds var det samlede antal dræbte og alvorligt tilskadekomne cyklister i denne type ulykker i perioden 134.

Agtpågivende
Den nye kampagne ”Brug 2 sek. mere" opfordrer bilister og cyklister til at orientere sig bedre i vejkryds, så flere ulykker kan undgås.

Man vil kunne se en kampagnefilm om emnet på sociale medier og i biograferne de næste tre uger. Desuden vil man i fem udvalgte kommuner - ud over Haderslev er det København, Odense, Aarhus,og Helsingør - kunne se kampagnen ude i trafikken i form af skilte eller kampagnebudskabet ”Brug 2 sek. mere” malet på cykelstier i nærheden af kryds.

God vane
- 2 sekunder ekstra kan være forskellen på liv og død i et vejkryds – ikke kun i Haderslev, men også i politikredsens øvrige kommuner. Det er vigtigt at være agtpågivende i trafikken. Så gør det til en vane at tage den lidt med ro og bruge de 2 sekunder ekstra, understreger vicepolitiinspektør Knud Reinholdt, der er leder af færdselspolitiet i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med hovedstation i Esbjerg og lokalstationer i Haderslev, Ribe, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.