Skip to main content

​​​​I næste uge banker vinterferien på, men det gør indbrudstyven måske også!

Pressemeddelelse   •   Feb 06, 2017 16:18 CET

Onsdag den 8. februar mellem klokken 19.00 og 20.30 tweet’er Syd- og Sønderjyllands Politi, @SjylPoliti med borgerne om forebyggelse af vinterferie-indbrud.
Du er velkommen til at deltage. Og er du optaget af andre ting, kommer her en række gode råd!

Vinterferien står for døren. Det betyder for manges vedkommende, at turen går udenlands.

Ofte efterlader beboerne huset ubeskyttet. Og mens de flader ud i sydens sol eller står på ski i Alperne, giver det optimale arbejdsforhold for indbrudstyve.

Ikke alene hjemme
Men forbereder du dit hus på at være alene hjemme, kan du undgå, at indbrudstyven løber med dit fladskærms-TV og andre værdier, mens du løber ned ad pisterne!

Tænk som en indbrudstyv
Tyve foretrækker at arbejde i fred og ro. Og derfor er liv, lys og støj indbrudstyvenes værste fjende. De fleste tyve skaffer sig adgang med simple redskaber som en skruetrækker eller et lille koben, der kan bruges til at brække vindueslister eller terrassedøre op med.

Gode solide døre og vinduer er et must! Tager det mere end tre minutter at bryde ind, opgiver indbrudstyven ofte. En ordentlig lås på terrassedøren vil desuden chikanere tyven yderligere, da den spærrer hans mest yndede flugtvej.

Tyvens største frygt er at blive set
Det har en afskrækkende effekt på indbrudstyve, hvis de ved, at der er naboer, der holder øje i et område. Nabohjælpsklistermærker og -skilte alene afskrækker på ingen måde tyveknægte. Omvendt skal der ikke så meget til, for at der bliver sat handling og fællesskab bag ordene.

- Bare sig hej! Mere skal der ikke til. Hvis en indbrudstyv for eksempel oplever, at en beboer eller nabo henvender sig til dem for at høre, om de søger nogen, så ved tyven, at nogen har set ham og vil kunne genkende ham. Det er indbrudstyvens største frygt, siger Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Kriminalpræventive Sekretariat.

Gem synlige værdigenstande af vejen
Indbrudstyve stjæler ofte it-udstyr, smykker og kontanter. Gem derfor de ting af vejen, så de ikke er synlige for indbrudstyven.

Undlad vinterferie-praleri på de sociale medier!
Det er blevet populært at fortælle vidt og bredt på Facebook, at man sidder på en tropeø eller et andet eksotisk feriested. På den måde fortæller du indbrudstyven, at dit hus er alene hjemme, og at tyven i ro og mag kan begå indbrud. Så stram op med den letsindige omgang med informationer på nettet. Vent med at dele dine ferieoplevelser til du er hjemme og passer på din bolig igen!

Stop-e-hæleri
Hælermarkedet følger de almindelige markedskræfter, så er der efterspørgsel efter hælervarer, betyder det flere vinterferie-indbrud. Så følg nogle få forholdsregler på stop-e-hæleri.dk, når du handler brugt, og du er med til at begrænse indbrud i vinterferien.

Politiet kan ikke klare opgaven alene
Syd- og Sønderjyllands Politi vil gerne have alle, der tager på vinterferie, men også alle, der bliver hjemme, til at gøre en ekstra indsats for at undgå indbrud i vinterferien. Forebyggelse af indbrud er en vigtig samfunds­mæssig udfordring, og politiet hverken kan eller skal klare opgaven alene. Derfor har vi brug for, at borgerne sikrer deres huse bedre og er aktive nabohjælpere.

Ser du noget mistænkeligt, så kontakt politiet døgnet rundt på telefon 1-1-4. I hastende tilfælde, hvis tyven stadig er i huset eller på grunden, så ring 1-1-2.

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med hovedstation i Esbjerg og lokalstationer i Haderslev, Ribe, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.