Skip to main content

​Kom til borgermøde om Nabohjælp og indbrudssikring i Esbjerg

Pressemeddelelse   •   Nov 22, 2016 13:55 CET

Politikredsen gentager sidste års succes fra Sønderborg og afholder et stort borgermøde i samarbejde med Det Kriminalpræventive Råd, TrygFonden, Esbjerg Kommune og Offerrådgivningen. Borgermødet har fokus på Nabohjælp og sikring mod indbrud. I år bliver mødet afholdt i Esbjerg, men det er - ligesom sidste - år relevant for borgere i hele kredsen.

Borgermødet afholdes den 29. november kl. 17.30 - 20.00 i Musikhuset Esbjerg, Havnegade 18, 6700 Esbjerg. Det er gratis at deltage.

Christian Østergård fra Kriminalpræventivt Sekretariat hos Syd- og Sønderjyllands Politi fortæller:

-Vi vil gerne sikre, at så mange som muligt hører om dette borgermøde. Det er en god mulighed for at få fokus på de ting, man selv kan gøre for at sikre sig mod indbrud – og på den måde være med til at dæmme op for antallet indbrud i kredsen. Der er allerede godt gang i tilmeldingerne til borgermødet, men vi vil gerne fylde hele Esbjerg Musikhus, så der er fortsat plads til flere.

Hvad skal der ske på mødet?

Borgmester Johnny Søtrup fortæller om Esbjerg kommunes arbejde med at forebygge indbrud.

Lederen af lokalpolitiet i Esbjerg, vicepolitiinspektør Lars Bjerregaard fortæller om politiets arbejde med at forebygge og efterforske indbrud.

En tidligere indbrudstyv fortæller om, hvordan en tyv tænker, ligesom han kommer med fif til, hvordan borgerne forebygger indbrud.

Der bliver opstillet tre spritnye vinduer – et almindelig vindue, som i dag sidder i de fleste huse, og to indbrudshæmmende vinduer, så tilhørerne ved selvsyn kan se, at det gør en afgørende forskel, når det er ekstra bøvlet at brække et vindue op. Hollandske erfaringer viser nemlig, at et vindue blot skal holde indbrudstyven ude i tre minutter for, at han simpelthen fravælger huset på sin ’indbrudsliste’.

Der er også en stand om forebyggelse af hæleri, der hænger nøje sammen med antallet af indbrud. Endvidere er der gode råd fra politiet, TrygFonden, Nabohjælp og Offerrådgivningen.

Det er gratis at deltage, og der vil være mad og drikke i aftenens løb

Derfor er tilmelding nødvendig senest fredag den 25. november 2016 på esbjerg.nabohjaelp@mannov.dk

Man skal huske at oplyse navn og antal deltagere, når man tilmelder dig.

Mediernes kontaktperson er specialkonsulent Christian Østergård.

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med hovedstation i Esbjerg og lokalstationer i Haderslev, Ribe, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.