Skip to main content

Litauere dømt og udvist af Danmark for indbrud og tyveri samt besiddelse af et glatløbet haglgevær

Pressemeddelelse   •   Jan 21, 2016 10:24 CET

Der er onsdag den 20. januar 2016 afsagt dom ved Retten i Esbjerg i en sag mod tre mænd fra Litauen i alderen 20 til 29 år.

Der var rejst tiltale for fire forhold af tyveri og indbrud begået i Varde-området mellem den 1. og 4. oktober 2015. Der var også rejst tiltale for besiddelse af et glatløbet haglgevær under særligt skærpende omstændigheder. Geværet stammede fra et af indbruddene.

Mændene blev standset af politiet med tyvekosterne i bilen. Det var en anmeldelse fra et vidne, der havde set de tre gerningsmænd læsse tyvekosterne ind i bilen fra et gemmested i en skov, der førte til anholdelse af de tre mænd.

Den 20-årige mand blev dømt efter tiltalen og straffet med fængsel i et år og tre måneder. Han blev desuden udvist af Danmark med et indrejseforbud på seks år.

Den 25-årige mand blev idømt fængsel i et år for to indbrud samt besiddelse af haglgeværet.

Den 29-årige blev idømt fire måneders fængsel for hæleri. Han blev frifundet for besiddelse af haglgeværet. Både den 25-årige og 29-årige blev udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år.

Retten dømte to af de tiltalte for at have besiddet haglgeværet under skærpende omstændigheder og efter den strenge bestemmelse i straffelovens § 192a, stk. 1. Retten lagde i den forbindelse blandet andet til grund, at besiddelsen var sket på offentligt tilgængeligt sted, og at haglgeværet var funktionsdygtigt.

Retten lagde ved strafudmålingen til grund, at det var begået i forening, og at de tre tiltalte var kommet til Danmark med det formål at begå kriminalitet.

De tiltalte har siddet varetægtsfængslet i sagen siden den 4. oktober 2015. De er alle varetægtsfængslet efter dommen.

De dømte modtog dommen og kærede ikke beslutningen om varetægtsfængsling efter dom.

Mediernes kontaktperson er den mødende anklager, anklagerfuldmægtig Tanja Fogt.

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med hovedstation i Esbjerg og lokalstationer i Haderslev, Ribe, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.