Skip to main content

Øget fartkontrol i Syd- og Sønderjylland

Pressemeddelelse   •   Apr 16, 2018 17:24 CEST

Politiet fokuserer i den kommende tid på bilisternes hastighed. Foto: Rådet for Sikker Trafik

I denne uge giver det ekstra god mening at lette foden fra speederen på vejene i Syd- og Sønderjylland.

Syd- og Sønderjyllands Politi sætter nemlig ind med ekstra fartkontrol for at øge trafiksikkerheden.

I 2017 uddelte politikredsen 4.037 klip i kørekortene til bilister, der kørte mere end 30 procent hurtigere, end fartgrænsen tillader. Og det tal håber politiet at få bragt ned.

- Vi ved, at selv små overskridelser af hastigheden øger risikoen for dødsulykker. Ikke mindst har bilisterne sværere ved at bremse i tide, jo hurtigere de kører. I tilgift ved vi, at politiets fartkontroller har en præventiv effekt, de får bilisterne til at holde mere øje med speedometeret, fremhæver leder af færdselsafdelingen i Syd- og Sønderjyllands Politi, vicepolitiinspektør Knud Reinholdt.

På landsplan uddelte politiet i alt 62.727 klip i kørekortene sidste år.

Stor kampagne
Politikredsens øgede fokus på for høj fart er et led i både en national og en europæisk kampagne, der skal få bilisterne til at sænke hastigheden.

Politiet landet over vil i løbet af ugen sætte ind med kontrol med fotovogne samt mobile kontroller, hvor betjente på motorcykel og i bil holder øje med de bilister, der har en lidt for tung speederfod. For høj fart er et af politiets hovedindsatsområder sammen med uopmærksomhed og spritkørsel.

Sænk farten - før det er for sent
Politiets fartkontrol i denne uge kommer samtidig med den landsdækkende fartkampagne ”Sænk farten – før det er for sent” (www.sikkertrafik.dk/sænkfarten), som Rådet for Sikker Trafik og 90 kommuner står bag på landsplan.

I Syd- og Sønderjylland deltager samtlige kommuner i politikredsen - Esbjerg, Fanø, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa – i kampagnen, hvor der langs vejene er sat røde skilte op, som opfordrer bilisterne til at holde øje med deres fart.

Mediernes kontaktperson er vicepolitiinspektør Knud Reinholdt, telefon 7258 4600.

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med områdecentre i Esbjerg, Haderslev og Sønderborg,  samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.